Stifter af Kvik Køkkener vil bygge tiny houses

Stifter af Kvik Køkkener, Knud Troelsen, har sammen med to partnere stiftet selskabet Tiny Choice, der vil producere tiny houses med udgangspunkt i Herning.

Stifter af Kvik Køkkener, Knud Troelsen, står sammen med partnerne Charlotte Lindhardt og Preben Madsen bag det nystiftede selskab Tiny Choice, der vil producere tiny houses i stor skala. Det skriver Herning Folkeblad.

Ifølge avisen kommer Charlotte Lindhardt til at stå for virksomhedens kommunikation, mens Preben Madsen bliver ansvarlig for produktionen af de små huse.

– Jeg havde hele tiden sagt, at hvis jeg skal i gang med noget, skal det være sammen med nogle andre, så vi kan rykke på tingene sammen, siger Knud Troelsen til Herning Folkeblad.

Han oplyser videre, at der lige nu arbejdes på at skaffe en arkitekt, en mægler og en administrationsmedarbejder til virksomheden.

LÆS OGSÅ: KOMMUNE UDSTYKKER GRUNDE TIL TINY HOUSES

Selskabet er desuden på jagt efter 2.000 kvadratmeter lokaler i Herning. Der skal både være plads til kontorer og produktionslokaler. Husene skal i første omgang produceres i de to forskellige modeller Eco og Couple.

Eco vil være 28 kvadratmeter og målgruppen er eksempelvis studerende eller singler, der ønsker at leve minimalistisk. Couple vil være på 40 kvadratmeter og rumme et ekstra værelse. Modellen vil henvende sig til eksempelvis små familier eller ældre par, der “ønsker at geare ned”, som det beskrives på virksomhedens hjemmeside.

LÆS OGSÅ: PLAN OM 28 NYE TINY HOUSES

Her beskrives det videre, at husene både kan fungere som “studieboliger, seniorhjem eller som overnatningsmulighed på glamping-sites og campingpladser”.

Husene skal bygges af 90 procent biogene materialer, mens der skal bruges genbrugsmaterialer til isolering. Efter planen sættes produktionen i gang i foråret 2024, og selvom husene er små, er ambitionerne store.

– Først skal vi selvfølgelig lige skubbe det i gang, men så vil vi gerne vækste mest muligt over en femårig periode, inden vi måske skal prøve at udvide til Norge og Sverige, siger Knud Troelsen til Herning Folkeblad.

LÆS OGSÅ: NYT ØKOBOFÆLLESSKAB RYKKER NÆRMERE

Knud Troelsen er uddannet maskinsnedker og trætekniker. I 1983 grundlagde han Kvik Køkkener, som i dag har mere end 180 butikker fordelt på 13 lande og omkring 1.200 medarbejdere. Kvik Køkkener blev i 2005 solgt til den svenske Ballingslöv-koncern, som er en del af Stena AB. Hovedkontoret ligger dog fortsat i Vildbjerg mellem Herning og Holstebro.

Preben Madsen er ligeledes uddannet maskinsnedker og trætekniker, og han er tidligere medejer af 2LP. Endeligt er Charlotte Lindhardt uddannet historiker og stifter af Konsulent Charlotte Lindhardt og Ubirex.