Stort boligprojekt i Odense falder til jorden

Alment boligselskab ville for 130 millioner kroner bygge 60 nye boliger, men projektet bliver alligevel ikke til noget.

Ved Markhaven i Bullerup ville Civica bygge 60 nye almene boliger, men ifølge Fyens.dk bliver projektet ikke realiseret.

På bagkant af en underskriftsindsamling fra beboere i området har Odense Kommune fået lavet en ekstern juridisk vurdering af projektet.

Her konkluderes det, at byggeriet er i strid med lokalplanen, fordi der ikke må være to boligenheder på en grund.

Civica har ellers smidt 600.000 kroner i blandt andet rådgivning i forbindelse med projektet, men de penge må man nu se langt efter.

– Det føles som at smide 600.000 kroner ud af vinduet. Vi får ikke noget for de penge nu, siger Civicas direktør Jens Pilholm til Fyens.dk.

Civica har arbejdet med projektudviklingen af byggegrundene i samarbejde med Manage And Build og arkitekter fra H+TNT, og boligselskabet håber nu, at idéen kan bruges et andet sted. Projektet omfattede 60 boliger på 68-112 kvadratmeter.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling