Strædet i Køge fuldt udlejet

En ny cykelbutik, der kombinerer café og cykeludstyr, en tøjbutik, og en ny placering til en populær dagligvarebutik er blandt de nyheder i Strædet i Køge, der betyder at Citycon nu kan fortælle, at butiksgaden er fuldt udlejet.

Jacob Bannor, Asset Manager Denmark, Citycon. Foto: PR.
Jacob Bannor, Asset Manager Denmark, Citycon. Foto: PR.

En række nye og forskellige butiksåbninger i de kommende måneder betyder, at alle butikker i Strædet i Køge nu er udlejet. Det skriver Citycon, som står bag butiksområdet, i en pressemeddelelse.

Jacob Bannor, Asset Manager Denmark fra Citycon, glæder sig i meddelelsen over, at kunne melde om et fuldt udlejet Strædet i en tid med økonomisk usikkerhed og inflation.

– Vi oplever, at Strædet er blevet en integreret del af det handelsliv, som Køge er kendt for, og der er god interesse fra både butiksejere og restauratører for at blive en del af butiksgaden og på den måde bidrage til byens liv, udtaler Jacob Bannor.

En af de nye butikker, der rykker ind på Strædet, er tøjbutikken Vero Moda.

– Butikslivet i Køge udvikler sig hele tiden, og mange kunder søger i dag mod Strædet. Der er et unikt sammenhold mellem butikkerne i Strædet, og det ser vi frem til at blive en del af og bidrage til, siger Johan Dalegaard, Country Retail Manager for Vero Moda.

Butiksgaden Strædet i Køge er nu fuldt udlejet, oplyser Citycon. Foto: PR.
Butiksgaden Strædet i Køge er nu fuldt udlejet, oplyser Citycon. Foto: PR.

Coop 365discount overtager Irmas tidligere lokaler efter lukningen af kæden, mens Fri Bikeshop flytter ind i Coop 365’s tidligere lokaler med et nyt koncept, der kombinerer både cykelhandel og caféoplevelse.

I efteråret 2017 blev den første del af Strædet åbnet som en forlængelse af de eksisterende gågader i Køge. Siden da er en større del af strækningen åbnet, og med den seneste tilføjelse af butikker, tæller Strædet nu over 40 forskellige butikker, restauranter og caféer.

Med åbningen af Strædet har det været målet at skabe en levende og dynamisk butiksgade. Det betyder også, at Strædet over sommeren vil være vært for en række spændende sommeraktiviteter, såsom rosé festival, street food og loppemarkeder.