Struer Havn er i gang med en transformation, hvor skiftet fra erhvervshavn til nye områder med kultur, natur, rekreative muligheder, beboelse og nye erhverv er undervejs.
Denne udvikling skal tænkes sammen med klimatilpasning og infrastruktur. WSP er derfor valgt som rådgiver på en ny klimastrategi og infrastrukturplan i samarbejde med Realise Danmark. Det skriver rådgivervirksomheden i en pressemeddelelse.
“Stævnen” er arbejdstitlen på den nye bydel, som skal udvikles over en årrække. Hvis alt går efter planen, vil spaden til de første nye bygninger i bydelen kunne sættes i jorden i løbet af 2025.
– Det er en spændende opgave at skulle udvikle en ny klimatilpasningsstrategi og infrastrukturplan til Stævnen. Det kræver et bredt samarbejde og involvering, og vi kommer til at have en adaptiv tilgang, hvor man kan fokusere på de enkelte delområder, udtaler Peter Bassø Duus, der er chefrådgiver i WSP Danmark.
Klimatilpasning af de forskellige udviklingsområder på Stævnen sker uafhængigt af hinanden, så man ikke behøver at klimatilpasse hele havneområdet på én gang, men kan tage det i etaper i takt med behovet for udviklingen af området. Dette gælder også infrastrukturen, som skal kunne udvikles over tid. Det er princippet bag den adaptive strategi.
I Struer er der også nogle bestemte hensyn at tage i udviklingen af havneområdet. Der er et ønske om at styrke forbindelsen mellem by og havn samt mellem de historiske bygninger. Det gælder blandt andet kirken i Struer og de gamle bygninger på havnen, som i dag blandt andet huser maritime kultur- og fritidsaktiviteter samt et voksende erhverv knyttet til lystbådsejlads. Dette kaldes ”Kulturforbindelsen”.
Den grønne natur inviteres ind i den ny bydel i form af “Den grønne struktur”, som omkranser hele området, ligesom det skal være muligt at gå langs vandet på den ”Blå promenade” hele vejen fra Stævnen til marinaområdet i lystbådehavnen.
– Vi har et stort ønske om at fremme naturbaserede løsninger i klimatilpasningen, som ud over deres funktion i forhold til at kontrollere vandet også styrker biodiversiteten og de rekreative værdier. I det hele taget skal klimatilpasning og infrastruktur flettes sammen med byudviklingen, så ønskerne til den ny bydel og sammenhængen med bymidten imødekommes bedst muligt, fortæller Peter Bassø Duus.