AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I november 2020 åbnede den første Sunset Boulevard restaurant i Grønland i Imerneq, Nuuk. Knap to år senere i september 2022 åbnede endnu en restaurant i Ilussat. Nu investerer kæden i en tredje restaurant i Grønland i området Qinngorput i Nuuk. Det skriver fastfood-kæden i en pressemeddelelse.

Den nye restaurant får et 113 kvadratmeter stort køkken, mens gæsterne får 157 kvadratmeter med 92 siddepladser at boltre sig på. Indretningen bliver med interiør i nordisk design, og menuen bliver, som man kender den fra Sunset Boulevards øvrige restauranter.

– Befolkningen i Grønland har taget rigtigt godt imod vores koncept med frisklavet fastfood af god kvalitet og vores profil med bæredygtighed i fokus. De to eksisterende restauranter klarer sig virkelig godt og er i fortsat vækst målt på både salg og tilstrømning af gæster. Med beliggenheden i Qinngorput har vi sammen med vores stærke franchisepartner i Grønland, Pisiffik, fundet en oplagt beliggenhed til en tredje restaurant i en livlig bydel i rivende udvikling – og så slår vi selvfølgelig til, udtaler Sunset Boulevards administrerende direktør, Jens Broch.

Sunset Boulevard gik ud af 2022 med et resultat på 24,5 millioner før skat og slog dermed omsætningsrekorden fra 2021 med hele 25 procent. Med resultatet opnåede Sunset Boulevard den højeste omsætning og den største tilgang af gæster nogensinde siden etableringen i 1996. Restauranterne i Grønland har fulgt godt med, og det er det momentum, kæden nu benytter sig af til blandt andet at udvide forretningen her.

– Vi har haft et stærkt 2022 og et endnu bedre 2023 indtil videre. Det momentum vil vi benytte til at udvikle forretningen og investere i nye restauranter, herhjemme og i udlandet i indeværende og kommende år, siger Jens Broch.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling