Swisspearl leverer 12.000 kvadratmeter vindspærreplader i forbindelse med renoveringen af Møllebo i Fredericia. Foto: PR.
Swisspearl leverer 12.000 kvadratmeter vindspærreplader i forbindelse med renoveringen af Møllebo i Fredericia. Foto: PR.

En omfattende helhedsrenovering af 90 almene boliger i boligforeningen Møllebo i Fredericia er i gang.

Som en del af projektet leverer Swisspearl 12.000 kvadratmeter vindspærreplader til de nye facader, oplyser byggematerialeproducenten i en pressemeddelelse.

Renoveringen omfatter en gennemgribende modernisering af bygningerne fra 1972. De eksisterende murede facader bliver fjernet og erstattet af en ny let facadeopbygning, der skal forbedre energieffektiviteten og sikre en mere holdbar klimaskærm.

Projektet er en del af en større energirenovering af bebyggelsen fra kælder til tag. Den nye facade skal leve op til nutidens krav til isolering, ventilation og fugthåndtering, som er blevet markant skærpet siden bygningerne blev opført i begyndelsen af 1970’erne.

– Når facaden opbygges på ny, kan man imødekomme de væsentligt skærpede krav i bygningsreglementet. Siden begyndelsen af 1970’erne er kravene til isolering, lufttæthed og ikke mindst korrekt ventilation blevet markant strammere, udtaler René Binder Rasmussen, projektkonsulent i Swisspearl.

– Samtidig er der i dag langt større fokus på at forebygge fugt- og skimmelproblemer i klimaskærmen. Det er i nogle tilfælde også muligt at montere en let facade uden på den nuværende facade, men den løsning ville blandt andet reducere lysindfaldet væsentligt for beboerne i Møllebo, da man ville ende ud med dybe vindueskarme.

Til facadekonstruktionen anvendes vindspærrepladen Windstopper Connect fra Swisspearl. Pladen er diffusionsåben, så fugt kan transporteres ud af konstruktionen, samtidig med at den beskytter mod vind og regn. Materialet er desuden udviklet til at modstå råd og svamp, hvilket er vigtigt i lette facadeopbygninger.

Ifølge Swisspearl kan pladerne også gøre monteringen mere effektiv på byggepladsen, fordi de er lettere at håndtere og udformet, så de kan samles uden stort forbrug af beslag og fastgørelser.

Helhedsrenoveringen af Møllebo gennemføres i perioden fra 2025 til 2027.

Tilmeld Nyhedsbrev