Behandlingsstedet Egedal i Odsherred opfører tre tiny house-inspirerede boliger og et fælleshus med behandlerrum til anbragte unge med alvorlige sociale og psykiske udfordringer.
Projektet er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond og Realdania, mens boligerne af tegnet af Tegnestuen Stedse.
Det skriver behandlingsstedet i en pressemeddelelse.
For anbragte unge i livstruende mistrivsel kan indlæggelser i psykiatrien være en hjælp, men også betyde udfordrende skift i rammer, der kan være uhensigtsmæssige for den unge, lyder det fra Behandlingsstedet Egedal.
Alternativet hedder At Bo i Ro og består af tre tiny house-inspirerede boliger og et fælleshus med køkken og et behandlingsrum.
Projektet er inspireret af nogle af de få byggerier i helende arkitektur i Danmark, hvor målgruppen ligeledes er anbragte børn og unge.
– Børn og unge skal have den rette hjælp hurtigere, og vi håber, at tankerne bag At Bo i Ro kan være et forbillede for, hvordan man skaber gode rammer for udsatte unge. Samtidig håber vi, at det kan inspirere til at bygge døgnåbne behandlingshuse til mennesker i krise. Mennesker, der har brug for et helle, hvor de og deres nærmeste netværk inddrages i hvad den rette hjælp er; og hvor der arbejdes tværsektorielt, helhedstænkende og forebyggende, udtaler Sidse Ravn, direktør for Fonden Egedal ved Behandlingsstedet Egedal.
Et hold af forskere skal følge At Bo i Ro, som vil fungere som et pilotprojekt. Forskerne vil indsamle dokumentation, der kan bruges til at vurdere, om projektet skal opskaleres.
– I Realdania er vi optagede af, hvordan de fysiske rammer kan styrke den socialpædagogiske indsats til udsatte grupper i samfundet. At Bo i Ro er et vigtigt projekt, der på en innovativ måde arbejder med forskning, design og effektmåling, og det er derfor, Realdania støtter projektet. Vi ser frem til at følge erfaringerne og til at dele den viden, projektet genererer, siger Vera Noldus, projektchef i Realdania.
Behandlingsboligerne er opført med en bærende konstruktion i massivtræ (CLT) og boligernes facader er beklædt med termobehandlet træ og med sedum tag belagt med planter.