Kontorhuset Spidsen i Nordhavn i København. Foto: Dansk Byudvikling.
Kontorhuset Spidsen i Nordhavn i København. Foto: Dansk Byudvikling.

De 40 finalister til Mipim Awards 2026 er nu udpeget. Projekterne kommer fra 19 lande verden over og spænder fra Danmark og resten af Europa til Oman og Australien.

Mipim oplyser i en pressemeddelelse, at Tyskland, Holland, Frankrig og Storbritannien har flest projekter blandt finalisterne.

– Juryen var imponeret over det høje niveau af innovation og bæredygtighed, der blev demonstreret på tværs af projekterne. Dette sætter en ny standard for Mipim Awards, som hylder virkelig visionære udviklinger, der flytter grænserne for fast ejendom, udtaler formand for juryen, Véronique Bédague.

Fra Danmark er Home.Earth Nærheden i Hedehusene udvalgt med et boligprojekt, hvor størstedelen af konstruktionen er i træ, og hvor udledningen er markant reduceret. Projektet i Nærheden er tegnet af Effekt og Tegnestuen Vandkunsten. Det er i finalen i kategorien “Best Residential Project”.

Desuden er By & Havn samt Cobe, Sleth, Rambøll og de tidligere Polyform (nu Werk) blandt finalisterne i kategorien “Best Urban Regeneration Project” for udviklingen i Nordhavn.

I kategorien “Best Cultural, Sports & Education Project” er det danske arkitektfirma 3XN nomineret for Sydney Fish Market i Australien.

Henning Larsen Architects og Rambøll er med Bestseller som udvikler i finalen i kategorien “Best Industrial & Logistics Project” for sidstnævntes nye logistikcenter i Lelystad i Holland.

I kategorien “Best Workplace Experience” er to danske arkitektvirksomheder nomineret for tyske projekter. BIG – Bjarke Ingels Group er nomineret for EDGE East Side Berlin, mens C.F. Møller Architects er nomineret for projektet i8 – The Green Holistic Building i München.

Danske Cobe er sammen med lokale Koko Architects nomineret for projektet Kasvuhoone i Tallin i Estland i kategorien “Best New Development.

Endeligt er BIG – Bjarke Ingels Group nomineret for projektet A’Thuraya City i Muscat i Oman i kategorien “Best New Mega Development”. I samme kategori er 3XN i finalen for projektet Zudo Masterplan i Amsterdam.

Vinderne af Mipim Awards 2026 offentliggøres ved prisuddelingen den 12. marts 2026 i Cannes som led i den store ejendomsmesse, der afholdes fra den 9. til 13. marts og samler over 20.000 beslutningstagere fra ejendoms- og byudviklingssektoren fra mere end 90 lande.

Alle finalister kan ses her.

Tilmeld Nyhedsbrev