Torben Möger Pedersen stopper i PensionDanmark

PensionDanmarks første og hidtil eneste administrerende direktør træder tilbage den 1. oktober 2023 efter mere end 30 år i spidsen for pensionsselskabet.

Torben Möger Pedersen træder med virkning fra den 1. oktober 2023 tilbage som administrerende direktør for PensionDanmark. Det skriver pensionskassen i en pressemeddelelse.

– Vi har regelmæssigt drøftet den langsigtede strategi for selskabet, og henset til Torbens ønske om en bestyrelseskarriere er vi enige om, at timingen nu er den rette til, at en ny direktør tager over, udtaler Lars Sandahl Sørensen, bestyrelsesformand for PensionDanmark og administrerende direktør i DI.

Bestyrelsen har igangsat rekrutteringen af en ny administrerende direktør, som ventes på plads inden sommerferien, fremgår det af meddelelsen.

LÆS OGSÅ: PENSIONDANMARK BAG 1.000 NYE BOLIGER I HERSTED INDUSTRIPARK

Torben Möger Pedersen fortsætter som administrerende direktør i PensionDanmark indtil 1. oktober 2023 og vil stå til rådighed for bestyrelsen for at sikre en god opstart for hans afløser.

– Efter at have været med til at stifte PensionDanmark, været den første medarbejder og været administrerende direktør i mere end 30 år har vi besluttet at give stafetten videre, udtaler Torben Möger Pedersen, som efter sin fratrædelse vil bruge sin tid på bestyrelsesarbejde, rådgivningsopgaver, sin familie og andre private interesser.

PensionDanmark fik i 2022 et negativt afkast på ejendomme på 5,3 procent. Pensionskassens ejendomsportefølje udgjorde ved udgangen af 2022 28,4 milliarder kroner. Heraf udgjorde investeringerne i danske ejendomme, som varetages af PensionDanmarks interne ejendomsafdeling, 25,5 milliarder kroner.

For nylig investerede pensionskassen dog massivt i danske ejendomme og udviklingsprojekter.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling