Supervåben mod træbyggeriets største fjende

Sensorteknologi, der måler træfugtighed og temperatur i byggeelementer, kan eliminere skader og bane vejen for mere bæredygtigt træbyggeri. Det har Cowi og Arkitema sammen med startup-virksomheden Woodsense demonstreret som en del af acceleratorprogrammet Urbantech.

Bygninger og byggeriet står for 39 procent af den globale CO₂-udledning, men det kan reduceres ved at bygge mere i træ. Udfordringen med træ som materiale er dog blandt andet, at fugt og skimmelsvamp kan medføre skader, der kan fordyre og forsinke byggeprocessen.

Den udfordring har Cowi og Arkitema arbejdet på at løse sammen med Woodsense som en del af acceleratorprogrammet Urbantech, hvor større virksomheder samarbejder med startups for at finde nye, innovative løsninger, som kan integreres i byggebranchen for at fremme en bæredygtig udvikling. Det skriver Arkitema i en pressemeddelelse.

Siden foråret 2021 har parterne samarbejdet om at teste sensorerne på byggeriet af Sophie Radich Skolen, som Arkitema står bag. Den nye skole i norske Lillestrøm bygges i massivt træ, og her har teknologien fra Woodsense indsamlet data i realtid omkring blandt andet temperatur og træfugtighed og bidraget til at sikre, at byggeelementernes kvalitet er i orden, oplyser Arkitema.

Og resultaterne har været til at tage at føle på fortæller Jeppe Rasmussen, administrerende direktør i Woodsense.

– Vores sensorer blev installeret på byggeelementerne og har informeret omkring eventuelle fejl og udsatte områder i trækonstruktionen. Sammen med data om vejr og vind samt trætype, kan vores teknologi alarmere bygherre løbende, der kan spare tid og ressourcer ved at udbedre skader i tide. Og rent faktisk opfangede en af sensorerne, at vand havde trængt ind, fordi tagpappen ikke var lukket ordentligt – hvilket ledte til en hurtig og effektiv reparation i stedet for en omkostningsfuld renovering efter skolens åbning, udtaler han i pressemeddelelsen.

Det er tredje gang, at Cowi som medstifter af Urbantech har samarbejdet med startups, og det har skabt grobund for, at virksomheden vil fortsætte ned ad samme spor, nu hvor acceleratorprogrammet slutter. Det fortæller Charlotte Søgaard, Digital Innovation Director i Cowi.

– Ny teknologi og datadrevne løsninger er vigtige katalysatorer for, at vi som samfund kan lykkes med den grønne omstilling. Her har Urbantech givet os en unik platform for radikal innovation. For når du kombinerer agiliteten og kreativiteten i startups med kompetencer inden for ledelse, fagområder og kundebasen i en større virksomhed som Cowi, skabes et unikt miljø for at udvikle og skalere nye innovative løsninger. Ved at samarbejde med stærke partnere, der ikke ligner os selv, kan vi skabe langt større værdi, udtaler hun.