Travlhed hos Aarsleff: Nye ordrer for 7,5 milliarder

Aarsleff har præsenteret delårsrapporten for første kvartal af 2023/24. Der meldes om en historisk høj ordreindgang på 7,5 milliarder kroner.

Entreprenørkoncernen Aarsleff havde i første kvartal af regnskabsåret 2023/24 en omsætning på 5,3 milliarder kroner, hvilket er på niveau med samme kvartal året før.

Det fremgår af en delårsrapport, som entreprenørkoncernen med hovedkvarter i Viby netop har offentliggjort.

I en pressemeddelelse meldes om en historisk høj ordreindgang på 7,5 milliarder kroner og en tilsvarende høj ordrebeholdning på 24,5 milliarder kroner.

I oktober 2023 indgik Aarsleff en 2 milliarder kroner stor kontrakt på etablering af fjernvarme i kommunerne Furesø, Egedal og Frederikssund i One Company-samarbejde med Wicotec Kirkebjerg.

Derudover indgik Aarsleff en 2,15 milliarder kroner stor kontrakt på etablering af næste fase af Lynetteholm. Projektet udføres i One Company-samarbejde med VG Entreprenør.

Læs også: Her skal der bygges nye boliger i Aarhus i de kommende år

Omsætningen inden for forretningsbenet “Anlæg & Byggeri” er faldet med 3,9 procent, hvilket skyldes lavere aktivitet inden for byggerier. Det bliver dog delvist opvejet af høj aktivitet inden for anlægsprojekter, fremgår det af delårsrapporten.

– Vi har høj aktivitet. Særligt anlægsprojekter og projekter relateret til den grønne omstilling holder Aarsleff-koncernens mange dygtige medarbejdere både i og uden for Danmark godt beskæftiget, og helt som ventet ser vi en afmatning inden for byggeri, udtaler administrerende direktør i Aarsleff, Jesper Kristian Jacobsen, i meddelelsen.

Resultatet før skat lander i perioden på 219 millioner kroner mod 204 millioner kroner i første kvartal 2022/23. Efter skat lander resultatet i første kvartal 2023/24 på 160 millioner kroner mod 162 millioner kroner i samme kvartal året før.

– Vi leverer et tilfredsstillende resultat, og kvartalet byder også på en historisk høj ordreindgang og en tilsvarende høj ordrebeholdning, udtaler Jesper Kristian Jacobsen.

Forventningerne til regnskabsåret som helhed er uændrede. Omsætningen forventes at lande på mellem 19,5 milliarder kroner og 20,5 milliarder kroner, hvor den i regnskabsåret 2022/23 var på 20,24 milliarder kroner.

Resultatet af den primære drift forventes at lande på mellem 900 millioner kroner og 1 milliard kroner, hvor den lød på 1,08 milliard kroner i 2022/23.