Udbuddet af huse stagnerer i august

Boligsidens nye udbudstal for primo august 2023 viser, at udbuddet af huse holder samme niveau som i sidste måned. Samtidig er der kommet lidt flere ejerlejligheder og sommerhuse til salg den seneste måned.

For første gang siden februar i år viser den månedlige udvikling i antallet af huse til salg ikke en stigning. Det fremgår af nye udbudstal fra Boligsiden for primo august.

Således er der ved indgangen til årets sidste sommermåned i alt 31.965 huse til salg i Danmark.

Det er nøjagtig samme niveau som for en måned siden, og dermed er udbuddet af huse stagneret i løbet af den seneste måned.

– Det er ikke unormalt, at vi ser færre eller – som i år – det nogenlunde samme antal huse til salg ved indgangen til august måned sammenlignet med måneden forinden, fastslår Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

LÆS OGSÅ: UDBUDSTAL FOR HUSE OG LEJLIGHEDER STIKKER I HVER SIN RETNING

– En stor del af forklaringen er, at mange danskere har brugt den seneste måned på at holde sommerferie. Og når der står ferie på programmet, ser vi generelt mindre aktivitet på boligmarkedet. Der er med andre ord lidt færre nye hussælgere og -købere på banen i højsæsonen for sommeren, og blandt andet derfor holder udbuddet af huse samme niveau som i sidste måned.

Selv om udbuddet af huse er stagneret i løbet af den seneste måned, ligger det fortsat 18,2 procent over niveauet for samme tidspunkt sidste år.

Færre huse til salg i hovedstaden

Ser vi på den regionale udvikling i antallet af villaer og rækkehuse til salg, er det ikke alle steder, at der er tale om en stagnation i løbet af den seneste måned. Det er dog tilfældet for både Region Sjælland og Region Syddanmark.

Samtidig er husudbuddet i Region Nordjylland og Region Midtjylland steget med henholdsvis 1,2 procent og 0,9 procent fra primo juli til primo august. Og så er det udelukkende i Region Hovedstaden, at der er tale om et decideret fald i udbuddet af huse i perioden på 3,1 procent.

– Der er to ting, som forklarer udviklingen i udbuddet: Tilstrømningen af nye boliger til salg samt antallet af solgte boliger. Og vores seneste handelstal for juni måned har vist, at der især er rift om husene i hovedstadsområdet, hvilket kan forklare det aktuelt faldende udbud i regionen, siger Birgit Daetz.

Stigning i udbuddet af lejligheder og sommerhuse

Mens det landsdækkende udbud af huse er stagneret i løbet af den seneste måned, er det omvendt steget for ejerlejlighederne. Således er der ved indgangen til august måned 6.883 ejerlejligheder til salg i landet, hvilket er 1,2 procent flere, end det var tilfældet i sidste måned.

– Vi kan se, at det især er i større bykommuner som Aarhus og Odense, at der er kommet flere ejerlejligheder til salg den seneste måned, imens udbuddet er stagneret i Københavns Kommune i perioden, siger Birgit Daetz.

LÆS OGSÅ: DENNE BOLIGTYPE STEG MEST I PRIS I JUNI 2023

– Men selv om der er kommet lidt flere ejerlejligheder til salg på landsplan i løbet af den seneste måned, er der tale om et lavt udbud, som aktuelt er 6,6 procent lavere end på samme tidspunkt sidste år. En del af forklaringen er, at vi ser flere interesserede lejlighedskøbere, men ikke et tilsvarende antal sælgere. Det gør, at udbuddet forbliver i den lave ende, og at det derfor kan være vanskeligt at finde drømmeboligen.

Udbuddet af sommerhuse er også steget i løbet af den seneste måned. Dermed er der nu 5.034 sommerhuse til salg i landet i primo august, hvilket er 0,7 procent flere end for en måned siden.

Samtidig har sommerhuskøberne fået 10 procent flere sommerhuse at vælge imellem sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Boliger til salg

Boligtype Antal til salg

primo august 2023

Månedlige ændring Årlige ændring
Villaer/rækkehuse     31.965 0 procent 18,2 procent
Ejerlejligheder       6.883 1,2 procent -6,6 procent
Sommerhuse       5.034 0,7 procent 10 procent

Kilde: Boligsiden