
Allerød Kommune har modtaget en ansøgning om et nyt boligprojekt på Prins Valdemars Alle 2 og Amtsvej 1 tæt på Allerød Station.
Claus Wolder Kjær Thomsen står i samarbejde med GPP Arkitekter og ingeniører fra Safe-Con bag projektet, der omfatter 43 lejligheder fordelt på tre etager.
Under bygningen etableres en parkeringskælder med plads til biler, cykler og affald. Der planlægges både private og fælles opholdsarealer, blandt andet på altaner, tagterrasse og i et gårdrum over parkeringskælderen.
Bebyggelsen skal opføres som en åben karré i tre etager langs Prins Valdemars Alle og Allerød Park.
Det 3.170 kvadratmeter store projekt forudsætter nedrivning af de eksisterende bygninger på Prins Valdemars Alle 2 og Amtsvej 1, hvilket allerede er delvist gennemført. Bygningen på Amtsvej 3 bevares og renoveres, men indgår ikke i ansøgningen om den nye bebyggelse.
Ejendommen er omfattet af en gældende lokalplan, der giver mulighed for etageboliger med en maksimal højde på elleve meter. Projektet vurderes at være i overensstemmelse med lokalplanen, bortset fra en ansøgning om dispensation til facademateriale.
Ansøger ønsker at udføre facaderne mod det indre gårdrum i hvid beton, mens alle øvrige facader udføres i tegl i varme brunlige eller sandfarvede nuancer, som lokalplanen kræver. Formålet er ifølge ansøger at skabe et moderne og venligt gårdrum. Forvaltningen vurderer, at ændringen kan rummes inden for dispensationsmulighederne.
Dispensationsansøgningen har været sendt i naboorientering, og der er modtaget én indsigelse fra EDC Poul Erik Bech, som repræsenterer ejendommen Amtsvej 2. Her peges der på, at betonfacaden vil afvige væsentligt fra lokalplanens intentioner og kan blive meget synlig i bybilledet. Forvaltningen vurderer dog, at synligheden vil være begrænset.
Sagen kræver også en såkaldt helhedsvurdering efter bygningsreglementet, fordi projektet afviger fra standardreglerne for byggeretten. Bebyggelsesprocenten er opgjort til 173 procent, hvor byggeretten normalt tillader 60 procent for etageboliger, og byggeriet er planlagt i tre etager, mens byggeretten normalt giver mulighed for to etager.
Forvaltningen vurderer samlet set, at projektet passer ind i bymidten, men der er modtaget 14 høringssvar med bekymringer om skygge, dagslys, indblik, udsyn og projektets samlede omfang.
Bygherrens advokat fremhæver blandt andet, at området allerede er tæt bebygget, at tre etager er forventeligt ved en højde på elleve meter, og at byggeriet ikke vurderes at give væsentlige gener for naboerne.
Forvaltningen anbefalede, at projektet godkendes, og at der gives dispensation til gårdfacaden i beton.
Miljø-, Erhvervs- og Byudvalget valgte dog at støtte et alternativt forslag, hvor projektets omfang ikke godkendes, og hvor kommunen i stedet ønsker dialog med udvikleren om ændringer i projektets størrelse, fremtoning og skyggevirkninger.
I december 2025 tilsluttede Økonomiudvalget sig indstillingen om at gå i dialog med udvikleren om ændringer, inden sagen sendes videre til byrådet.






















