Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer kunne Gildette og Hans Kobberø for en måned siden oplyse, at de efter tre år som forpagtere af Ulfborg Gæstgivergaard var klar til at give stafetten videre.
Nu har Eli Vium solgt den 146 år gamle bygning på Bredgade 1 i stationsbyen mellem Ringkøbing og Holstebro til Youssef El Maanaki, skriver avisen.
Det betyder, at kroen kommer til at lukke, mens hotellet til gengæld skal renoveres og udvides.
– Jeg vil i første omgang have bygget fem værelser til, men der er flere kvadratmeter rundt omkring i bygningen, hvor jeg senere vil kunne udvide yderligere, siger Youssef El Maanaki til Dagbladet Holstebro-Struer.
Læs også: Holstebro vil gøre plads til flere store butikker
Youssef El Maanaki er efterhånden ved at have opbygget et mindre hotelimperium i det midt- og vestjyske.
Han ejer det tidligere vandrehjem i Holstebro, som nu hedder Hotel City, og desuden er han i gang med at omdanne en ejendom i Nørregade i Holstebro til et nyt hotel.
Også i hjembyen Struer er han i gang med udviklingen af et nyt hotel, ligesom han ejer Hotel Nørre Vinkel i Lemvig og Hotel Smedegaarden i Lem.
Ulfborg Gæstgivergaard vil skifte navn til Hotel City Ulfborg. Prisen på handlen fremgår ikke, men ifølge tinglysningen købte Eli Vium i 2005 ejendommen for 2,55 millioner kroner.
I det seneste regnskab fra hans holdingselskab er ejendommen bogført til en værdi på 2,54 millioner kroner.