Villa i Klampenborg solgt for 115 millioner

Afdød erhvervsmands hustru har solgt en villa på Taarbæk Strandvej i Klampenborg for 115 millioner kroner.

Marianne Nørgaard Schrøder har solgt en villa på Taarbæk Strandvej 24 i Klampenborg for 115 millioner kroner.

Det fremgår af tinglysningen.

Køber, som er en person med navne- og adressebeskyttelse, overtager ifølge tinglysningen ejendommen den 15. oktober.

Ifølge Boliga ligger villaen på en 2.251 kvadratmeter stor grund. Huset er bygget i 1915 og fordeler sine 422 kvadratmeter på 10 værelser.

Til villaen, der ligger helt ud til vandet, hører spa, jacuzzi, sauna, udendørs pool og badebro.

Marianne Nørgaard Schrøder var hustru til erhvervsmanden og milliardæren Johan Schrøder, der i april 2019 døde af lungesygdommen lungefibrose. Johan Schrøder var ejer af og direktør for Radiometer, som faderen havde været medgrundlægger af.

Parret købte i 2016 villaen på Taarbæk Strandvej 24 for 65 millioner kroner af iværksætter og medstifter og ejer af kapitalfonden Nordic Eye, Peter Warnøe, som tidligere har været en del af DR-programmet “Løvens hule”.


Læs også: Strandvejsvilla til salg for 200 millioner

Læs også: Boligmarkedet i Region Hovedstaden bliver ved med at sætte prisrekorder

Tilmeld Nyhedsbrev