Vision Ejendomme har købt ejendommen Lindgreens Allé 12 ved Amager Strand. Øens Pakhus blev bygget i 1903 og har fungeret som lager for Gyldendals Forlag, skriver ejendomsselskabet i en pressemeddelelse.
“Ejendommen fremstår ikonisk med inddækninger og tagrender i kobber, udsmykket facade og kobbertårn. Baghuset er opført i 1964 efter tegninger af Arkitekt Jørgen Bo og Wilhelm Wohlert og blev i 1965 præmieret af Københavns Kommune for den arkitektoniske udførelse”, skriver Vision Ejendomme.
– Ejendommen passer godt ind i vores DNA, og det er med stor glæde, at vi tilføjer Lindgreens Allé 12 til vores portefølje, udtaler Claus Skytte, administrerende direktør i Vision Ejendomme.
LÆS OGSÅ: VISION EJENDOMME VIL FYLDE HULLER PÅ AMAGER MED BOLIGER
Ejendommen omfatter 3.980 kvadratmeter og fungerer aktuelt som showrooms for flere modehuse. Nümph, TVS Textil Agentur, Roy Robson, Cph. Fashion Group, Jensen Agentur, DreamHack Sports Games, Bjørn Borg Denmark, OK Larsen Agentur, Lacoste og CMI Company er blandt lejerne.
Ejendommen blev seneste handlet for 62 millioner kroner i slutningen af 2021, fremgår det af tingbogen.
Vision Ejendomme overtager dog Øens Pakhus i en selskabshandel fra Jan Elving og Thomas Kirk Damm, der står bag Øens Murerfirma.
I det seneste regnskab fra selskabet er ejendommen bogført til en værdi af knap 67 millioner kroner under posten “Varer under fremstilling”.
Vision Ejendomme er ejet af Lars Larsen Group og Schou Family Invest.