AkademikerPension køber autisme-bosted i Hvalsø

Ny Højtoft er navnet på det kommende bosted til voksne med autisme. AkademikerPension køber projektet, der ventes at står klar i Hvalsø midt i 2024.

AkademikerPension har købt et 4.470 kvadratmeter projekt i Hvalsø. Byggeriet skal fungere som bosted for voksne med autisme, og det forventes færdigopført i midten af 2024. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordicals København, har bistået pensionskassen i forbindelse med handlen.

Erhvervsmæglerne skriver, at byggeriet, der udføres i træmoduler, opføres og designes efter Landsforeningen Autismes forskrifter for indretning, atmosfære, materialer og miljø.

AkademikerPension har i forbindelse med projektet indgået et partnerskab med Landsforeningen Autisme. Projektet skal drives af Ny Højtoft, som er et organ i Landsforeningen Autisme.

AkademikerPension køber autisme-bosted i Hvalsø. Visualisering: Njordrum.
AkademikerPension køber autisme-bosted i Hvalsø. Visualisering: Njordrum.

Pensionskassen betegner ifølge Nordicals København erhvervelsen som ”et nyt ben” i ejendomsstrategien – nemlig ejendomssegmentet, social infrastruktur.

Nordicals København beskriver investeringsmarkedet for botilbud som “umodent, hvilket overvejende skyldes, at markedet historisk har været drevet af offentlige eller almennyttige operatører”. Erhvervsmæglerne påpeger, at en lovændring i 2018 har gjort det muligt for private operatører at drive private botilbud.

– Hvad angår de mere særlige typer af beboelsesejendomme- og projekter har vi primært oplevet aktivitet omkring friplejeboliger, men nu begynder vi at mærke, at flere efterspørger rådgivning vedrørende bosteder til en anden type operatør, udtaler administrerende direktør og partner i Nordicals København Jacob Lund.

AkademikerPension køber autisme-bosted i Hvalsø. Visualisering: Njordrum.
AkademikerPension køber autisme-bosted i Hvalsø. Visualisering: Njordrum.

Ventelisten til Ny Højttoft overstiger allerede antallet af kommende bopladser. Derfor forventer man i Nordicals København at se endnu flere fremtidige projekter inden for denne type botilbud til at understøtte den fortsatte store efterspørgsel.

– Vi er i Nordicals København glade for at have bistået med rådgivning i et projekt som dette, der står så visionært stærkt på det sociale område. Vi takker for det gode samarbejde parterne imellem, og ser frem til at følge projektets fremtid, afslutter Jacob Lund.

Det nye botilbud i Hvalsø indeholder 36 lejligheder fordelt på fire bogrupper. Det skal erstatte det eksisterende Højtoft i Bagsværd, som blev stiftet i 1975 af Landsforeningen Autisme som det første tilbud i Danmark til voksne med autisme. Rammerne i Bagsværd ikke længere tidssvarende.

AkademikerPension køber autisme-bosted i Hvalsø. Visualisering: Njordrum.
AkademikerPension køber autisme-bosted i Hvalsø. Visualisering: Njordrum.

Ifølge Licitationen investerer AkademikerPension i projektet, der bliver bygget af FlexModul. Akademikerpension finansierer byggeriet og overtager ejendommen ved færdiggørelsen, hvor Ny Højtoft tegner en 30-årig lejekontrakt.

– Vi håber på, at aftalen på sigt munder ud i 5-10 projekter og en portefølje på omkring 1 milliard kroner, siger ejendomschef hos Akademikerpension, Søren Møller-Larsson, til Licitationen.

Arkitektur- og designvirksomheden Njordrum står bag projektet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling