Det første af to børnehuse i den nye bydel, Kildedal, skal bygges på denne grund. Foto: Ballerup Kommune.
Det første af to børnehuse i den nye bydel, Kildedal, skal bygges på denne grund. Foto: Ballerup Kommune.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Ballerup Kommune og PensionDanmark ejer i fællesskab arealudviklingsselskabet Kildedal P/S, der over de kommende 10-15 år skal udvikle bydelen Kildedal. Med Måløv som nærmeste nabo vil den nye bydel med tiden vokse sig sammen med de nye bydele Kildedal Syd og Nord i Egedal Kommune.

Der skal bygges omkring 2.000 bæredygtige boliger og erhverv med omkring 10.000 arbejdspladser i bydelen. Derfor bliver der også brug for offentlige institutioner.

I foråret 2022 blev det første skridt taget til etableringen af to nye børnehuse i udviklingsområdet. Det første af de to nye dagtilbud i Kildedal har fået det foreløbige projektnavn Børnehus Kildedal. Det skal ligge i den sydlige del af området.

Den 8. maj godkendte kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune det byggeprogram, der skal danne grundlag for udbuddet af totalrådgiverydelsen på det kommende børnehus.

LÆS OGSÅ: REJSEGILDE PÅ 117 LEJLIGHEDER I BALLERUP

– Det kommende børnehus er dimensioneret til 160 børn. Belært af tidligere erfaringer er det dimensioneret til ti stuer, som med få justeringer alle kan anvendes til både vuggestuebørn og børnehavebørn. Det betyder, at vi undgår at komme i en situation, hvor der for eksempel er tomme vuggestuepladser og for få pladser til børnehavebørn, sagde formand for socialudvalget, Maria Lundahl Assov (S), på kommunalbestyrelsesmødet.

Kildedal Børnehus skal certificeres til minimum DGNB Guld, og i byggeprogrammet lægges der desuden op til, at det skal opføres i træ.

Børnehuset skal bygges med udgangspunkt i en såkaldt “science-profil”, der henter sin inspiration fra det forhold, at der ligger erhverv inden for blandt andet farmaci, bioteknologi og medicin i bydelen, samt at Kildedal er omgivet af natur. Det sidste er baggrunden for at gøre biologi og bæredygtighed til et særligt kendetegn.

Endelig skal børnehuset indgå i den ny bydel ved at bidrage til bylivet gennem eksempelvis delefaciliteter og kunst.

Udbud af totalrådgiverydelse og arkitektkonkurrence om den nye børnehave

Udbuddet af totalrådgiverydelsen skal gennemføres efter EU-reglerne. Det tager cirka fem måneder, og forventningen er således, at udbuddet vil kunne være gennemført i slutningen af 2023.

Tilbudsindhentningen inkluderer en arkitektkonkurrence, og siden vil der følge et EU-udbud af entreprisen. Efter planen vil børnehuset kunne stå klar til brug i vinteren 2026.

LÆS OGSÅ: DE SKAL TEGNE NY KLIMAPARK I BALLERUP

Som led i udbuddet af totalrådgivningen skal tilbudsgiverne indsende et skitseforslag til udformning af børnehuset.

Kommunen forventer, at der børnehuset kan etableres for 78,4 millioner kroner. Dog kan særlige omstændigheder, som eksempelvis store udgifter til byggemodning samt prisstigninger inden for byggeriet over de kommende to-tre år, bringe økonomien i projektet under pres, lyder det fra kommunen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling