Arkitektkonkurrence om ny stor park i Nordhavn. Foto: By & Havn.
Arkitektkonkurrence om ny stor park i Nordhavn. Foto: By & Havn.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

København får en ny park på 30 hektar på den vestlige del af spidsen af Københavns Nordhavn lige ud til vandet. Parken bliver dermed mere end dobbelt så stor som Kongens Have.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

I parken skal der etavleres grønne landskaber og vild natur, ligesom der skal være plads til leg og fritidsaktiviteter og flere nye fodboldbaner. Desuden skal der skabes levesteder for grønbroget tudse.

Nu skal de hold findes, som skal deltage i arkitektkonkurrencen om Nordhavnsparken. Konkurrencen udskrives i slutningen af 2024, men arbejdet med at definere parkens indhold startede for flere år siden sammen med københavnerne.

Læs også: Udgravningen til Nordhavnstunnelen går i gang

I 2021 gennemførte Københavns Kommune og By & Havn en omfattende dialog med københavnerne, interesseorganisationer, foreningslivet og mange flere for at finde ud af, hvordan Nordhavnsparken skal bidrage til København. Det resulterede i mere end 6.600 input, der er samlet i en rapport, som udpeger værdier, pejlemærker og ønsker til parken. Københavnerdialogen kommer til at ligge til grund for arkitektkonkurrencen.

– Nu skal vi finde den helt rigtige indretning med plads til gåture med vind i håret, grønne områder, sport og leg, børnesikker badning og boldbaner. Der skal være noget for alle, og jeg glæder mig over, at vi nu for alvor kan trække i arbejdstøjet og skyde projektet i gang, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).  

En park for alle

På grund af beliggenheden ved vandet kommer det maritime til at spille en naturlig hovedrolle i parkens udtryk.

Parken skal skal kunne bruges både af de nuværende og kommende lokale beboere i Nordhavn, understreger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).

Læs også: Nyt byrum i Nordhavn er bygget i egetræ

– Derfor er jeg også rigtig glad for den omfattende borgerinddragelse, der går forud for arkitektkonkurrencen, for det betyder, at vi får en park, der afspejler københavnernes ønsker, og at det bliver et sted, der har den rigtig balance mellem ro og grønt og muligheden for at være aktiv, siger Line Barfod.

Fra By & Havn til Københavns Kommune

Nordhavn udbygges i disse år og omkring 2060, når bydelen er fuldt udbygget, forventes der at være cirka 40.000 beboere og et tilsvarende antal arbejdspladser. Det betyder, at parken skal kunne rumme en række forskellige tilbud til både lokale og alle andre samtidig med, at parken skal kunne ændres efterhånden, som nye behov kan opstå.

By & Havn ejer i dag grunden, som bliver overdraget til Københavns Kommune i 2028, når parken skal anlægges. Det er Københavns Kommune, der sammen med By & Havn udarbejder programmet for den kommende arkitektkonkurrence, ligesom de begge er repræsenteret i dommerkomitéen.

– Nordhavnsparken får en kæmpestor betydning for livet med naturen i Nordhavn og i København, og er en del af den samlede planlægning af Nordhavn hvor de grønne områder forbindes, siger Anne Skovbro, administreredne direktør i By & Havn.

Læs også: Cobe bag stort, grønt byrum på Amager

By & Havn bidrager med 95 millioner kroner til anlæggelse af Nordhavnsparken. Øvrige udgifter til anlæg forventes at blive afholdt af kommunen eventuelt med bidrag fra fonde, og efter overtagelsen står kommunen selv for driften af parken. 

Selvom arkitektkonkurrencen endnu ikke er udskrevet, forventes det på baggrund af Københavnerdialogen, at konkurrenceprogrammet blandt andet vil bede om forslag til børnesikker badning, faciliteter til boldbaner og et fælles mødested for parkens brugere, ligesom der vil være fokus på at skabe vild natur, biodiversitet og levesteder for eksisterende dyre- og planteliv.

En del af konkurrencen bliver også at se på, hvordan man kan udnytte parkens arealer til flere forskellige formål, og hvordan terrænet i parken kan bearbejdes, da der er mulighed for at anlægge en bakke på op til 25 meters højde.

Forslagene skal være skalerbare og både vise, hvad der kan anlægges indenfor de økonomiske rammer for en basispark, og inden for en targetpris på 360 millioner kroner.

Fakta om proces og arkitektkonkurrence

  • Der er gennemført en borgerdialog, hvor københavnerne har formuleret værdier, pejlemærker og ønsker til parken. Københavnerdialogen foregik fra august til december 2021 og inddrog københavnere i alle aldre, beboere på Østerbro og i Nordhavn Østerbro Lokaludvalg samt centrale interesseorganisationer. Der blev blandt andet gennemført en borgerpanelundersøgelse, digital inddragelse på SoMe, interviews med blandt andet natur- og idrætsorganisationer, ældreråd og ungeråd og afholdt en naturparkdag på stedet for alle. Processen blev afsluttet med et borgermøde, hvor de foreløbige resultater blev præsenteret og drøftet. Processen har resulteret i over 6.600 forskellige input til parken i forbindelse med de forskellige aktiviteter.
  • Københavnerdialogen ligger til grund for arkitektkonkurrencen.
  • Rammerne for arkitektkonkurrencen skal behandles af henholdsvis Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Københavns Borgerrepræsentation i april og maj 2024.
  • Arkitektkonkurrencen forventes at blive udskrevet i slutningen af 2024, og vinderen findes i 2025.
  • Dommerkomiteen, der skal udpege en vinder af arkitektkonkurrencen, kommer til at bestå af repræsentanter for Københavns Kommune og By & Havn samt fageksperter, og der vil også være tilknyttet faglige rådgivere.
  • Borgerrepræsentationen skal godkende vinderforslaget.
  • Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur og Fritidsforvaltningen fortsætter processen med borgerdialog, projektering, planlægning.
  • Anlæg af Nordhavnsparken forventes at gå i gang i 2028.

Fakta om Nordhavnsparken

  • Parken kommer til at strække sig over cirka 30 hektar, og placeringen bliver på den vestlige del af spidsen af Københavns Nordhavn lige ud til vandet.
  • Dele af arealet i parken skal afsættes til særlige formål, blandt andet skal der etableres en træbeplantet støjvold mod containerhavnen mod øst, der skal være en stensætning langs vandet, og der skal etableres et område til bil- og cykelparkering. Herudover er der ved lov fastlagt mulighed for kuperet terræn i parken, blandt andet med en bakke på op til 25 meter.
  • Københavns Kommune skal sikre levesteder og egnede ynglesteder for grønbroget tudse på op til 11 ha af arealet i parken. Tudsen er beskyttet efter habitatdirektivets bilag IV og den danske artsfrednings bekendtgørelse. Den er et morgen- og aftendyr og opholder sig på golde steder, hvilket gør det muligt at kombinere åbne arealer, for eksempel stier og klippede græsarealer med tudsen.
  • I 2023 besluttede Københavns Borgerrepræsentation, at Metroselskabet skal arbejde videre med at forlænge metrolinje M4 med to nye stationer til den ydre del af Nordhavn. Næste skridt er at lave en miljøkonsekvensvurdering af linjeføringen, før der træffes endelig politisk beslutning. Det er målet at åbne op for den nye linje til ydre Nordhavn i 2030, og dermed vil der på sigt være metro i nærheden af Nordhavnsparken.
Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling