Assens Kommune køber 18,7 hektar jord til nyt boligområde tæt på Odense

Assens Kommune har netop købt 18,7 hektar jord i Brylle. Ved siden af et naturområde skal der skabes et nyt boligområde tæt på Odense.

Der skal bygges masser af nye boliger i Brylle sydvest for Odense. Landsbyen med 1.300 indbyggere står over for en større byudvikling, skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse.

På den lukkede del af byrådsmødet den 28. august godkendte politikerne en købsaftale, som betyder, at Assens Kommune nu har købt 18,7 hektar jord ved Brylle mellem Odense og Glamsbjerg.

– Det her er et af de største arealer, jeg har været med til at erhverve til by- og boligudvikling i min tid som borgmester. Jeg er meget stolt over, at der nu er faldet en aftale på plads, da det kommer til at gavne hele kommunen. Når vi får flere borgere i kommunen, er der også flere, som bidrager til fællesskabet, udtaler Søren Steen Andersen (V), borgmester i Assens Kommune.

Læs også: Ny helhedsplan for landskabet mellem Assens og Odense på tegnebrættet

Jorden, som Assens Kommune har købt, ligger i den nordøstlige del af Brylle side om side med det rekreative naturområde, Brylle Vandskov.

Unik mulighed for at udvikle et nyt boligområde

Assens Kommune har købt 18,7 hektar jord til bolig- og byudvikling ved siden af det rekreative natur- og friluftsområde, Brylle Vandskov. Foto: Assens Kommune.
Assens Kommune har købt 18,7 hektar jord til bolig- og byudvikling ved siden af det rekreative natur- og friluftsområde, Brylle Vandskov. Foto: Assens Kommune.

Ifølge kommunen er der tale om et “klimavenligt område, som er skabt med henblik på at højne biodiversiteten, beskytte grundvandet og skabe gode friluftsmuligheder for lokalsamfundet”.

– Vi har fået en unik mulighed for over de næste mange år at udvikle et stort sammenhængende boligområde tæt på indkøbsmuligheder i et naturskønt område, der i forvejen er fyldt med liv og aktivitet. Brylle har en attraktiv beliggenhed med kun 16 kilometer til Odense C og kun 8 kilometer til afkørsel 52 Odense SV, fortæller Søren Steen Andersen.

Læs også: Gammel jernlade i Assens må lade livet for boligbyggeri

– Brylle har desuden et stærkt fællesskab, både omkring dagtilbuddene og skolen, men også omkring hallen og deres mange idrætsforeninger. Og om nogle år får endnu flere mennesker mulighed for at blive en del af det stærke fællesskab, siger borgmesteren.

Hvordan boligområdet helt præcist skal udvikles, hvilke boligformer der skal indgå, samt i hvilken takt udviklingen kommer til at foregå, er ikke afklaret endnu.

Det vil fagudvalg og byrådet i Assens Kommune forholde sig til i den kommende proces, hvor de også vil forholde sig til, hvad den øvrige jord på 14,7 hektar, som kommunen samtidig har købt syd for Brylle, skal bruges til.

Odense Kommune har i øvrigt modtaget ønsker om mulighed for byggeri af i alt 350 boliger fordelt på tre forskellige projekter i den sydlige del af Bellinge, der ligger få kilometer fra Brylle. Kommunens forvaltning anbefaler dog, at byggeønskerne afvises.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling