Et gammelt stuehus på Lottesmindevej 5 i Tikøb kan stå foran nedrivning, selvom det er udpeget som bevaringsværdigt i Helsingør Kommunes temalokalplan.
Ejendommen er registreret med en SAVE-værdi 4, hvilket betyder, at bygningen anses for at have middel bevaringsværdi. Ifølge BBR er stuehuset opført i 1675, og det strækker sig over et areal på 264 kvadratmeter.
Ejeren har søgt om dispensation til at nedrive stuehuset, fordi bygningen ifølge en kommunal vurdering er i så dårlig stand, at en renovering reelt vil kræve en total rekonstruktion.
En gennemgang af bygningen har påvist alvorlige problemer med både fundament, vægge, tag og indvendige konstruktioner. Fundamentet er udført på en utilstrækkelig måde og har store sætningsskader med gennemgående revner, der svækker de bærende konstruktioner.
Taget har begyndende råd og svamp, gulvene er præget af fugt og skimmel, og elinstallationerne er forældede.
Helsingør Kommune vurderer, at bygningen er i så dårlig stand, at den ikke kan renoveres på traditionel vis. En bevaring vil kræve en næsten total genopbygning af fundament, vægge, tag, indvendige overflader og installationer, hvilket overstiger rammerne for almindelig istandsættelse.
Overordnet er kommunens vurdering, at husets bevaringsværdier allerede er gået tabt på grund af det omfattende forfald.
Derfor mener forvaltningen, at en nedrivning ikke strider mod lokalplanens formål, så længe en ny bygning opføres i samme udtryk og med respekt for det historiske miljø i Tikøb.
Landsbyen er udpeget som et særligt kulturmiljø i kommuneplanen, men kommunen vurderer, at nedrivningen ikke vil skade helheden, hvis genopførelsen sker i høj arkitektonisk kvalitet og tilpasses omgivelserne.
Varsom med at give nedrivningstilladelser
Center for By, Land og Vand anbefaler, at der gives tilladelse til nedrivning på betingelse af, at en ny bygning ligner den gamle i form og materialer.
By-, Plan- og Trafikudvalget har dog valgt at udskyde afgørelsen, indtil politikerne selv har været ude for at se ejendommen an.
– Vi var meget enige om, at vi skal være varsomme med at give tilladelser, og vi er nødt til selv at tage ud på en besigtigelse, før vi beslutter noget. Det er selvfølgelig også et signal om, at det er sager, som vi tager meget seriøst , siger formand for By-, Plan- og Trafikudvalget, Janus Kyhl (K), til SN.dk.
Den bevaringsværdige ejendom blev i 2019 købt af Jens Erik Udsen gennem det familieejede investeringsselskab Nesdugaard for 11,75 millioner kroner.
Han fik i oktober 2023 byggetilladelse til en ombygning af stuehuset, men i marts 2024 ansøgte han om tilladelse til en mere omfattende renovering af stuehuset.
I mellemtiden var en temalokalplan for bevaringsværdige bygninger i Helsingør Kommune blevet vedtaget, og kommunens administration meddelte, at man ikke var positivt indstillet på dispensere fra temalokalplanen. I marts 2025 henvendte Jens Erik Udsen sig så med ønsket om nedrivning.























