BK Nord klar med ny ledelse

Ovenpå fusionen med arkitekthuset No.57 i december blev BK Nords nye strategi søsat. Nu er kaptajnerne fundet med en ledergruppe bestående af fire profiler.

Den langsigtede strategi hos arkitekt- og ingeniørhuset BK Nord er at skabe et tværfagligt miljø, der i langt større grad kan imødekomme de fire fokusområder konstruktion, brand, landbrug og fødevarer samt bæredygtigt byggeri.

Derfor styrker BK Nord og administrerende direktør René M. Larsen den interne ledelsesstruktur for at konsolidere virksomhedens position som totalrådgiver til landbrugs- og erhvervsbyggeri samt private boliger. Det skriver den nordjyske arkitekt- og ingeniørvirksomhed i en pressemeddelelse.

I den nye ledergruppe indgår Henrik Pedersen, salgs- og udviklingschef, Camilla B. Fugmann, kreativ og bæredygtighedschef, Kenneth M. Nielsen, tegnestue- og kvalitetschef og Christian Jeppesen, konstruktionschef.

Henrik Pedersen er stifter af arkitekthuset No.57 og kom til BK Nord som led i fusionen af de to virksomheder, mens Camilla B. Fugmann, Kenneth M. Nielsen og Christian Jeppesen alle er rekrutteret internt.

– Vores strategi er at være involveret i flere projekter som totalrådgiver i modsætning til tidligere, hvor vores kunder typisk købte enkelte ydelser fra os. Derfor forstærker vi ledergruppen, så vi har endnu større indsigt i markedet i forhold til den nyeste forskning, trends og lovgivninger inden for brandsikrings-, konstruktions-, ingeniør- og arkitektrådgivning, udtaler René M. Larsen.

Hos BK Nord er arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører samlet under ét tag. Den nye ledelsesstruktur bruge til at skabe et tværfagligt miljø, der i langt større grad kan skabe synergi mellem virksomhedens fire fokusområder, lyder det fra virksomheden.

Første skridt var at få No.57 ind som digitalt indfødte arkitekter med stor erfaring inden for bolig- og erhvervsbyggeri. Nu er en optimering af totalrådgivningen næste step, hvor den nye ledergruppe får til opgave at skabe samhørighed på tværs af fagområderne.

– I vores branche sker der konstant udvikling, og det er vigtigt at holde sig ajour for at være på forkant. Vi skal derfor altid være parate til at revurdere og udvikle vores tilgang. Det gør vi ved at have eksperter som tovholdere og et stærkt tværfagligt miljø. Med mere kvalitet i sparringen på tværs af afdelingerne, går vi efter at gøre vores totalrådgivning mere robust og skarpere, siger René M. Larsen.

Klar til fremtidens byggerier

Fremtidens byggeri opføres med større omtanke for klima og miljø. Derfor skal den nye ledergruppe sørge for, at BK Nord er med i front, når der skal bygges mere miljøbevidste bygninger.

En af dem er Camilla B. Fugmann, der kom til BK Nord i februar 2022. Hun har ti års erfaring som forsker og underviser i bæredygtig- og lavenergi-arkitektur ved Aalborg Universitet og er desuden DGNB-konsulent.

Det sidste års tid har hun været med til at hjælpe BK Nords kunder med at indtænke eksempelvis livscyklusvurdering (LCA) i deres byggeri.

– Vi indtænker altid LCA fra starten. Først afklarer vi ambitionsniveauet med kunden og laver LCA- beregninger til myndighedsprojekterne, så vi ved, om de overholder kravene, inden projekteringsfasen. Det tværfaglige miljø, vi arbejder i, er afgørende for at lykkes med dette. Det er vigtigt, at vi kan kommunikere klart til kunden og at alle involverede rådgivere har forståelse for hele processen, fortæller Camilla B. Fugmann.

Hun suppleres af er Christian Jeppesen, der gennem sine mange års erfaring med konstruktions- og ingeniørarbejde, har oplevet udfordringerne ved at tilføje bæredygtige tiltag i byggerier.

– Da nybyggeri er en stor investering, er det ofte lettere for kunderne at vælge det sikre frem for det mest miljøvenlige. Derfor er det vigtigt for os at kunne diskutere miljøbevidste løsninger i alle faser af projektet. Alt fra valg af materialer til indeklima og energiforbrug, hvor vi kan gøre en forskel på CO2-aftrykket. Det giver en mere helhedsorienteret rådgivning i forhold til miljømæssige lovkrav, såsom LCA, forklarer Christian Jeppesen.

Senest er BK Nord i gang med til at lave Danmarks to eneste, klimavenlige staldprojekter, mens to yderligere projekter er igangsat. Alle projekterne sker i samarbejde med Realdania.

Fakta om BK Nord

BK Nord er en rådgivningsvirksomhed med mange års erfaring inden for arkitekt- og ingeniørfaglighed, der imødekommer forskellige faggrenes interesser før, under og efter en byggeproces.

BK Nord leverer totalrådgivning til landbrugs-, erhvervs- og privatbyggerier. Det nordjyske arkitekt- og ingeniørfirma med lokation i Aalborg har eksisteret siden 2009 og beskæftiger i alt 27 medarbejdere.

BK Nord havde i 2022 en bruttofortjeneste på godt 12,1 millioner kroner, mens resultatet før skat lød på knap 260.000 kroner og efter skat på godt og vel 200.000 kroner.

Kilde: BK Nord og årsrapporten 2022.