Boligbyggeri ved kaffetårnet i Rødovre får DGNB Guld

ALFA Development får DGNB Guld for boligbyggeri i Irmabyen. Erfaringer fra projektet skal overføres til nybyggeri med 400 boliger i Søborg.

ALFA Development har netop opnået en DGNB Guld-certificering for boligprojektet, Living by ALFA, i Irmabyen i Rødovre.

Det oplyser projektudviklingsvirksomheden i en pressemeddelelse.

– Vi er utroligt stolte over at modtage DGNB Guld-certificeringen af ejendommen for vores flagskibsprojekt, Living by ALFA. Det er et bevis på vores ambition om at skabe fremtidssikrede boliger af højeste kvalitet med lavt klimaaftryk. Living by ALFA, som er et co-living-koncept med afsæt i netop denne ejendom, er et eksempel på, hvordan moderne arkitektur, gennemtænkt materialevalg og tilgang til miljø og trivsel kan gå op i en højere enhed, fortæller Andreea Kaiser, administrerende direktør i ALFA Development.

– Vi vil nu tage alle disse erfaringer med guldcertificering i Irmabyen med i vores nye kommende projekt i Søborg, hvor vi på 54.000 kvm jord opfører over 400 nye boliger.

Projektet i Rødovre har opnået en score på 72 ud af 100 for sin CO2-udledning, hvilket ifølge ALFA Development er markant over gennemsnittet for nybyggeri. Dette skyldes blandt andet en kompakt bygningsstruktur og et energieffektivt design.

Living by ALFA i Irmabyen i Rødovre. Foto: PR.
Living by ALFA i Irmabyen i Rødovre. Foto: PR.

Desuden scorer byggeriet 95 ud af 100 inden for miljøvenlig indvinding af materialer, hvor over 90 procent af anvendt træ stammer fra bæredygtigt skovbrug og er FSC-certificeret.

DGNB-systemet vurderer også bygningens sociale påvirkning, herunder indeklima og komfort. Living by ALFA har opnået topkarakterer inden for termisk komfort med en score på 100 ud af 100, hvilket sikrer stabile temperaturforhold året rundt. Derudover har projektet skabt udendørsarealer med opholds- og legepladser, petanquebane samt rekreative grønne områder, der styrker fællesskab og trivsel.

Ejendommen IB1 er en del af ALFA Developments projekt Irmabyen omkring det ikoniske kaffetårn i Rødovre Kommune.

IB1 er en 17.300 kvadratmeter ejendom med i alt 163 lejligheder, 11 erhvervslejemål samt et tilhørende parkanlæg.

Området blev udviklet på det gamle Irma-domicil, som ALFA Development købte i 2012. I dag er der cirka 3.000 beboere i 1.000 nye boliger fordelt på 135.000 kvadratmeter.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling