Ny teknisk direktør i Rødovre Kommune

Kathrine Skaastrup er ny teknisk direktør i Rødovre Kommune. Vestegnskommunen er inde i en rivende udvikling og står over for flere udfordringer.

En enig kommunalbestyrelse godkendte tirsdag aften ansættelsen af Kathrine Skaastrup som ny direktør for Teknisk Forvaltning i Rødovre Kommune.

Det skriver vestegnskommunen i en pressemeddelelse.

Kathrine Skaastrup kommer fra en stilling som direktør for områderne Teknik og Miljø, Arbejdsmarked samt Erhverv, Kultur og Turisme i Stevns Kommune.

I Rødovre overtager hun posten som teknisk direktør efter Poul Jepsen, som den 1. april tiltrådte som direktør for by-, kultur- og miljø i Frederiksberg Kommune.

– Rødovre er en stærk velfærdskommune i vækst. Vi har derfor en række vigtige udviklinger af byen og velfærden, hvor Kathrine får en nøglerolle, udtaler Rødovres borgmester Britt Jensen (S).

Kathrine Skaastrup tiltræder den 1. juni, og hun får nok at se til i Rødovre, som for nylig sendte byggeretter i Gartnerbyen samt byggeri et kommende Borgerhus i bymidten i udbud.

– Få kommuner er så spændende som Rødovre lige nu. Vi skal udvikle den nye bykerne, så den bliver til glæde for dem, der skal bo der, og for alle andre borgere i Rødovre, udtaler hun.

– Samtidig har vi vigtige udfordringer i den grønne omstilling, i bekæmpelsen af trafikstøjen og i det hele taget i opgaven med at fastholde og udvikle Rødovre som en god kommune at bo i.

Om Kathrine Skaastrup

Kathrine Skaastrup er 45 år. Hun er cand. scient. pol. fra Københavns Universitet og er Master of Public Governance fra CBS.

Hun kommer fra en stilling som direktør i Stevns Kommune. Inden da har hun været vicedirektør i Høje-Taastrup Kommune og siddet i chefstillinger i flere kommuner.

Kilde: Rødovre Kommune.