Boligprojekter på Amager er godkendt

En lokalplan, der skal bane vejen for 39 nye boliger på Englandsvej på Amager, er blevet endeligt vedtaget af politikerne i København.

Politikerne i borgerrepræsentationen i København har endeligt vedtaget en lokalplan, der skal bane vejen for blandt andet 39 nye lejligheder fordelt på i alt 1.400 kvadratmeter på Englandsvej på Amager.

Ejerne af ejendommene Englandsvej 21 og 25 vil bygge nye private ungdomsboliger på hver deres grund, mens ejerne af ejendommen Torben Oxes Allé 2 ønsker mulighed for etablering af publikumsorienteret serviceerhverv på hjørnet af Englandsvej og Torben Oxes Allé.

Enhedslisten havde stillet et ændringsforslag om, at der skulle skæres en etage af dele af det nye byggeri, men det var der ikke opbakning til.

Fra De Konservative blev vedtagelsen af lokalplanen ledsaget af en protokolbemærkning om, at partiet opfordrer bygherrerne til at tilpasse det kommende byggeri, så der tages højde for de bekymringer, der er blevet givet udtryk for i forbindelse med den offentlige høring af lokalplanen.

LÆS OGSÅ: BADMINTONHAL PÅ AMAGER OMDANNES TIL BOLIGER

– Fra Det Konservative Folkepartis side anerkender vi fuldt ud de bekymringer, der har været fra Eberts Villaby, men jeg mener også, at vi i udvalget (teknik- og miljøudvalget, red.) har gjort rigtigt meget for at tilpasse byggeriet i forhold til både skyggegener og indbliksgener. Og så har vi tillid til og opfordrer til, at bygherre også tager hensyn til dette, sagde medlem af borgerrepræsentationen for De Konservative, Morten Melchiors, da politikerne vedtog lokalplanen.

Ejendommen på Englandsvej 21 ejes af Anders Refvik Tindbæk, mens ejendommen på Englandsvej 25 ejes af Finn Mäckler og Willy Emil Rasmussen, der er kendt som stifter af WR Entreprise. 

Læs mere om projektet her.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling