Politikerne i byrådet i Odense har vedtaget en ny lokalplan for ejendommen på Østergade 46 i hjertet af byen. Lokalplanen giver mulighed for, at der kan bygges boliger og erhverv i fire etager på grunden på Østerbro tæt på centrum i Odense.
Ifølge by- og kulturrådmand Søren Windell (K) er Østerbro en bydel, der er inde i en spændende udvikling.
Læs også: Gammel fabrik i Odense skal omdannes til over 300 boliger
– Det er en bydel med et kæmpestort hjerte. Det har også været vigtigt for os, når vi har kigget på dette byggeri, at man tager hensyn til de genboer, man får, sagde han på byrådsmødet med henvisning til blandt andet Kirkens Korshærs varmestue på Østergade.
Politikerne har derfor både været opmærksomme på projektets sociale profil og på byggeriets æstetik, lød det fra rådmanden.
– Det er et byggeri, som ikke går på kompromis, men faktisk både prioriterer kvalitet og æstetik, sagde Søren Windell.
Læs også: Boligprojekt i Odense har vokseværk
– Byggeriet bliver opført i materialer af høj kvalitet. Det sikrer både holdbarhed og et smukt udseende. Særligt går vi i øjeblikket meget op i patinering – hvordan kommer det til at se ud om 10, 20 og 30 år? Beboerne får et fællesrum, hvor man kan mødes, der bliver udearealer designet med henblik på at fremme fællesskabet mellem dem, der bor der. Der bliver varieret beplantning og et smukt spejlbassin, som vil skabe en rolig og indbydende atmosfære, sagde han.
Dystre støjbekymringer
Mens by- og kulturrådmand altså udtrykte stor begejstring for projektet, lød der langt mere dystre toner fra Enhedslisten.
Partiets to byrådsmedlemmer stemte imod lokalplanen, hvilket de begrundende med, at området er udsat for støj. Grunden ligger nemlig klods op ad jernbanen.
– Når støj beviseligt kan forkorte levetiden og forårsage udviklingen af demens og højere børnedødelighed, så er det ikke noget, vi er villige til at gamble med, sagde Enhedslistens gruppeformand, Søren Freiesleben, på byrådsmødet.
Læs også: Der skal bygges 13.500 nye boliger i Odense
Søren Windell understregede dog, at projektet skal overholde reglerne omkring grænseværdier for støj.
– Og selvfølgelig har vi en forventning om, at bygherre løser det, sagde Søren Windell og understregede, at kommunen plejer at have et “rigtigt godt samarbejde med bygherre”.
Bag det kommende nybyggeri står Bolio Projekt. Ejendomsudviklingsselskabet købte den 2.585 kvadratmeter store grund for 9,5 millioner kroner i begyndelsen af 2024.
Læs også: Ny bydel til ældre i Odense nærmere realisering
Ifølge lokalplanen skal den samlede bebyggelse opføres “som en form for karrébebyggelse, der dannes af to parallelt liggende etagebygninger omkring et indre fællesareal, der er indrettet med mulighed for ophold og plads til parkering”.
“Bebyggelsen skal fremstå som to selvstændige bygninger, men med sammenhæng i form af arkitektonisk udtryk”, lyder det i lokalplanen.
Stueetagen i bebyggelsen mod Østergade indrettes til erhverv, mens der indrettes 56 boliger i etagerne derover.