I december 2022 godkendte byrådet i Næstved økonomien i et alment projekt med 60 nye boliger på Pederstrupvej og Stejlehøjen i Mogenstrup.
Boligselskabet FlexBo Sjælland sendte derefter projektet i offentligt udbud og indgik en entreprisekontrakt med Dansk Boligbyg Øst, som i februar 2024 gik konkurs.
I foråret 2025 indgik boligselskabet en betinget entreprisekontrakt med CG Jensen, og Skema B blev godkendt.
– Kun dejligt hvis de kommer i gang dernede, det glæder vi os til. Der er stor efterspørgsel i hvert fald, sagde Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S).
Nu kommer de igang. Flexbo Sjælland oplyser, at byggeriet af de 60 almene lejeboliger officielt sættes i gang, når første spadestik bliver taget torsdag den 19. juni.
Det nye boligområde får navnet Pederstrupparken og det forventes, at de første beboere kan flytte ind i sommeren 2026.
Projektet er udviklet i samarbejde med Kullegaard, Domus Arkitekter, Danakon Rådgivende Ingeniører og Schul Landskabsarkitekter. CG Jensens division Byggeri Jönsson står for byggeriet.
Der bygges 18 rækkehuse med to værelser i et plan på 81 kvadratmeter, ni rækkehuse med fire værelser i et plan på 114 kvadratmeter og 33 rækkehuse med fire værelser i halvandet plan på 107 kvadratmeter. Dertil kommer et fælleshus på 142 kvadratmeter.
Den månedlige husleje eksklusive forbrug kommer til at ligge på omkring 7.500 kroner for boligerne på 81 kvadratmeter, 9.950 kroner for boligerne på 107 kvadratmeter og 10.600 kroner for boligerne på 114 kvadratmeter.
I alt løber projektet op i 152 millioner kroner, hvoraf håndværkerudgifterne udgør 123 millioner kroner.
FlexBo Sjælland har i forvejen tre afdelinger med i alt 178 almene lejeboliger, der udlejes i samarbejde med Boligkontoret Danmark.