Casa bygger rækkehuse og lejligheder i Espergærde

Casa går i gang med byggeriet af 143 rækkehuse og 48 lejligheder ved Kelleris Hegn i Espergærde i projektet "Skovstykket". Størstedelen er solgt til Nuveen.

I dag tages første spadestik til ”Skovstykket”. Casa har købt grunden og udviklet projektet i nærheden af Kelleris Hegn. De første beboere kan flytte ind allerede i efteråret 2023, skriver Casa i en pressemeddelelse.

Projektet består af 143 rækkehuse og 48 lejligheder, hvoraf størstedelen er solgt til Nuveen.

– Skovstykket passer perfekt ind i Nuveen Real Estates strategi om at investere i boliger, der er bæredygtige og af høj kvalitet, i markeder med strukturel efterspørgsel og stærke langsigtede vækstperspektiver. Projektet er et godt eksempel på veldesignet, kundefokuseret design med klare målgrupper: Dels unge familier, der er på vej ind på boligmarkedet, og dels et kvalitetsbevidst ”senere i livet”-segment,” siger Jasper Gilbey, administrerende direktør for Nuveen Real Estate, der er en forvalter ejet af pensionsselskabet TIAA.

Skovstykket-projektet er Nuveens andet projekt i Danmark, efter man i 2020 gav tilsagn om at købe Campus-udviklingsprojektet på Islands Brygge i København på vegne af Nuveens European Cities-fond.

Det nye boligområde i Espergærde får 25.000 kvadratmeter boliger, og der bliver tale om en blanding af lejeboliger ejet af Nuveen, som har købt 95 rækkehuse og 48 lejligheder. De sidste 48 rækkehuse opføres som ejerboliger.

Casa bygger nye rækkehuse og lejligheder ved Kelleris Hegn i Espergærde. Størstedelen af projektet er solgt til Nuveen Real Estate.
Casa bygger nye rækkehuse og lejligheder ved Kelleris Hegn i Espergærde. Størstedelen af projektet er solgt til Nuveen Real Estate.

Alle boliger får egen privat have, terrasse eller altan. Boligerne varierer i størrelse fra 85 kvadratmeter til 170 kvadratmeter, og de bliver certificeret DGNB Guld.

– I Casa har vi sat os som mål, at alle vores boligprojekter skal være bæredygtighedscertificerede fra 2022 for at fremme et mere bæredygtigt byggeri, siger administrerende direktør i Casa, Torben Modvig.

Skovstykket bliver inddelt i fire underområder, og der bliver etableret et fælleshus. Grønne stiforbindelser skal desuden sætte sit præg på området. Torben Modvig forventer, at beliggenheden syd for Helsingør by og nord for Louisiana vil gøre de kommende boliger attraktive.

– Der er flere folkeskoler i området, gode pasningsmuligheder for de mindste og et gymnasium tæt på. Samtidig er infrastrukturen ideel med Helsingørmotorvejen tæt på og gode togforbindelser ind til København. Vi er overbeviste om, at der bliver rift om de nye boliger, fortæller Torben Modvig.

Skovstykket bliver bygget over flere etaper. De første ejerboliger sættes til salg allerede efter sommerferien gennem Lokalbolig. Første etape står klar til indflytning i efteråret 2023, mens sidste etape afleveres i sommeren 2024.

Projektselskabet Kelleris er sælger

Casa har købt grunden af Projektselskabet Kelleris og i samarbejde har parterne brugt de sidste to år på at udvikle boligprojektet.

– Det glæder os at se, at projektet henvender sig til et bredt publikum på tværs af aldre og civilstand foruden at der både tilbydes leje- og ejerboliger. Det tror vi på er med til at løfte områdets kvalitet og sørge for, at Helsingør Kommune får et område, som de kan være stolte af, hvor mange familiesegmenter kan leve og trives sammen. Til slut vil vi også gerne takke Casa for deres professionelle tilgang til sagen, og det gode samarbejde vi har oplevet” slutter Jesper Malling, direktør i Projektselskabet Kelleris.

Nordanö har rådgivet Casa i forbindelse med salget af projektet.