CBRE åbner ny afdeling i Fredericia

Den 1. april åbner CBRE en ny afdeling i Fredericia. Den landsdækkende servicepartner runder dermed 20 afdelinger i Danmark.

Med åbningen af afdeling nummer 20 markerer CBRE en vigtig milepæl i sin ambitiøse vækststrategi.

Den nye afdeling på Brovadvej i Fredericia skal bringe virksomheden tættere på områdets industrivirksomheder, hvor potentialet for vækst er stort, skriver den landsdækkende servicepartner i en pressemeddelelse.

– Vi har allerede kunder i trekantområdet, men ved at etablere os mere lokalt får vi mulighed for at styrke vores position og levere endnu mere målrettet service – særligt til industrivirksomhederne i området. Åbningen i Fredericia er derfor et naturligt næste skridt i vores strategi om at være tæt på kundernes hverdag og behov, udtaler Stig Wermuth, direktør for CBRE Teknisk servicepartner.

Til at stå i spidsen for den nye afdeling har CBRE udpeget Kent Kirkegaard, som har været en del af virksomheden siden 2021.

Han har som serviceleder opbygget solid erfaring med industrikunder fra afdelingen i Odense samt satellitafdelingerne på Lindø og i Middelfart.

Han skal lede opbygningen af den nye afdeling, der primært vil tilbyde kompetencer inden for el-service, mekaniske løsninger, lovpligtige eftersyn og el-infrastruktur.

– Med afdelingen i Fredericia kan vi både styrke vores lokale tilstedeværelse og samtidig trække på de specialiserede kompetencer fra vores større afdelinger i Kolding og Odense, hvilket sikrer en fleksibel og skalerbar løsning, lyder det fra Kent Kirkegaard.

– Samtidig ser vi et stort potentiale inden for infrastruktur i området, hvor vi blandt andet kan bidrage med løsninger inden for ladestandere samt mellem- og højspændingsnettet. Og derudover tilbyder vi naturligvis også CBREs øvrige kompetencer, såsom facility management, så vi kan imødekomme kundernes samlede behov.

CBRE forventer, at afdelingen i Fredericia gradvist vil vokse i antal medarbejdere. Flere af de nuværende medarbejdere har allerede tilknytning til området, og rekrutteringen af nye medarbejdere er i gang.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling