Dragør Kommune har fået mulighed for at udlægge et område mellem mellem Ryvej, A. P. Møllers Allé og Ndr. Dragørvej i den nordlige del af Dragør til erhvervsområde på grund af et landsplandirektiv, der blev udstedt af Indenrigs- og Boligministeriet i december 2021.
Den mulighed har politikerne i kommunen valgt at gribe.
Der bliver derfor etableret et nyt erhvervsområde på mere end 100.000 kvadratmeter. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Colliers, som har fået til opgave at formidle salget af grunden.
– Målet er at tiltrække innovative og bæredygtige virksomheder, der kan bidrage til kommunens vækst og beskæftigelse, udtaler borgmester i Dragør Kommune, Kenneth Gøtterup (K), i meddelelsen.
Erhvervsområdet etableres i forlængelse af et eksisterende erhvervsområde, og der kan bygges 55.000 kvadratmeter i området.
Læs også: Lokalplan for nyt erhvervsområde i Trekroner er vedtaget
Det skal give plads til virksomheder, der ikke er støjfølsomme og dermed ikke begrænser lufthavnens drifts- og udviklingsmuligheder. Det kan eksempelvis være industri-, lager- og produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder, samt virksomheder der ønsker at etablere deres hovedkontor.
– Det er sjældent set i nyere tid, at man kan opføre et industri- og logistikområde så tæt på lufthavnen og ikke mindst København. Dette tilbyder attraktive fordele for de virksomheder, der vælger at etablere deres domicil her, og som ønsker at spille en aktiv rolle i udviklingen af erhvervslivet i Dragør Kommune, udtaler Michael Peter Hansen, erhvervsmægler hos Colliers.
Før arealet kan byggemodnes og erhvervsområdet realiseres, skal der udarbejdes et tillæg til den gældende Kommuneplan 2022 samt en ny lokalplan for området.