AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

De første crowdfundede solceller er nu blevet installeret på Aarhus Universitets tage som del af det EU-støttede paneuropæiske forskningsprojekt Aurora.

Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Solcellerne er købt og betalt af universitetets studerende, ansatte og borgere i Aarhus. De giver hvert år afkast gennem den elektricitet, de producerer.

Bag installationen står det andelsbaserede energifællesskab Universitetets Energifællesskab F.M.B.A. (UEF), som er grundlagt af studerende og ansatte på Aarhus Universitet, herunder lektor på Aarhus Universitets Institut for Mekanik og Produktion og medlem af UEF bestyrelsen, Marta Victoria, og akademisk medarbejder Zhe Zhang fra Institut for Mekanik og Produktion.

Læs også: Ny strategi skal gøre det nemmere at sætte solceller på bygninger

Marta Victoria anser Aurora som en slags pilotprojekt, som forhåbentlig vil brede sig til endnu flere grønne projekter på universitetet og resten af samfundet.

– Dette er det første solcellelaug på et universitet i Danmark. Vejen dertil var ikke let, men vi har vist, at det er muligt. Nu kan mange andre universiteter, hospitaler og offentlige forvaltninger oprette deres egne solcellelaug, siger Marta Victoria.

Projektet skal skabe et incitament til at støtte den grønne omstilling af energiproduktionen og skabe et bæredygtigt universitet ved at give mulighed for at købe andele i solceller, der kan erstatte det traditionelle energiforbrug på universitetet.

Solcellerne forventes at producere 86.000 kilowatt-timer elektricitet årligt, hvilket svarer til 20 danske husstandes el-forbrug, og det vil reducere bygningernes CO2-aftryk og understøtte Aarhus Universitets engagement i den grønne omstilling.

Læs også: Aarhus Kommune vil støtte boligorganisationer, der vil opsætte solceller på tage

UEF blev stiftet som et lokalt energifællesskab i 2023, som en del af det europæiske forskningsprojekt AURORA, der involverer borgeres deltagelse i solcelleprojekter i flere europæiske lande.

– Vi er stolte over at have fået 120 medlemmer det seneste år, som har crowdfundet et 98 kWp solcelleanlæg, og vi er især glade for deltagelse fra studerende, der bor i lejlighed og ikke har muligheden for deres egen solcelleanlæg eller ikke har råd til et stort anlæg, udtaler Andreas Jacobsen, formand for UEF og ph.d.-studerende på Aarhus Universitet.

Solcelleanlægget kommer til at levere elektricitet til Aarhus Universitet gennem “egetforbrug via tredjepart”-ramme, derfor vil UEFs medlemmer årligt modtage økonomisk afkast ved salg af strøm til Aarhus Universitet.

Læs også: Hovedstadskommuner vil have solceller på tagene

Projektet, der er gennemført i samarbejde med bygningsejeren FEAS Erhverv og firmaet 1Komma5° Danmark, leverer ikke kun ren energi, men fungerer også som et læringsværktøj for studerende og forskere på universitetet.

Solcelleanlægget er udstyret med overvågningsteknologi, der giver realtidsdata til studier af vedvarende energi. Projektet demonstrerer også, hvordan energifællesskaber organiserer sig på danske universiteter.

– Vi er utroligt glade for at kunne bidrage til projekter af denne størrelse. Det viser nemlig, hvordan et moderne universitet, som Aarhus Universitet, kan drage nytte af solenergi til at skabe et grønnere uddannelsesmiljø, at opnå økonomisk gevinst og at bidrage til en mere bæredygtig verden, alt imens man gør vedvarende energi mere tilgængeligt og “hands on” for de studerende, siger Christopher Ovesen, medstifter og partner i 1Komma5° Danmark.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling