Borgmester Michael Ziegler (K), Høje-Taastrup Kommune, og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), Københavns Kommune. Foto: PR.
Borgmester Michael Ziegler (K), Høje-Taastrup Kommune, og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), Københavns Kommune. Foto: PR.

Hovedstadsområdets forsyningsselskab, Hofor, vil sammen med 12 hovedstadskommuner og Region Hovedstaden oprette et et fælles selskab med henblik på at få opsat solceller på tagene på kommunale bygninger.

Det skriver Hofor i en pressemeddelelse.

– I København vil vi rigtig gerne gøre brug af solens energi til grøn strøm, men tung jura og bureaukrati har længe spændt ben for at komme ordentligt i gang med solceller, udtaler Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester (S) i Københavns Kommune, der er blandt kommunerne i samarbejdet.

– Derfor er jeg glad for, at vi nu i samarbejde med Hofor får undersøgt mulighederne for at danne et selskab, så vi forhåbentlig kan udnytte solens energi endnu bedre i den grønne omstilling af hovedstaden.

Udfordringen har tidligere været, at hvert eneste solcelleanlæg skulle oprettes som et selvstændigt selskab, hvilket gjorde det administrativt bøvlet og dyrt for kommunerne.

Nye regler gør det nu muligt for kommuner og regioner at oprette ét selskab til at håndtere solceller på egne tagarealer og bygninger. Regler og regulering gør det dog stadig svært at få regnskabet til at balancere.

Læs også: Amagermotorvejen kan blive dækket af solceller og byggeri

– Det er en helt ny vej, der ikke er gået før, så der er meget, der skal falde på plads både juridisk og finansielt, inden vi er oppe at køre. Lovgivningen er helt ny, og ingen har erfaringer med et sådant selskab, så vi må se, hvad der er muligt, men vi har viljen til at arbejde for mere grøn strøm, udtaler Michael Ziegler, borgmester (K) i Høje-Taastrup Kommune.

Ideen er at danne sig fælles erfaringer med det nye selskab, og derfor er der dialog med nogle kommuner om at opstarte pilotprojekter, hvor der sættes solceller på kommunalt ejede bygninger – så man kan samle praktiske erfaringer, inden modellen bliver rullet ud i alle de involverede kommuner. Hofor har erfaringer med solenergi og er desuden offentligt ejet.

Ambitionen er, at rammerne for selskabet vil være på plads senere i år, og at Hofor med pilotprojekterne kan begynde at sætte de første solceller op senest i 2025.

Stort potentiale i solceller på tage

Ifølge DTU udgør energiforbruget i bygninger næsten 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug, og bygninger spiller derfor en vigtig rolle i målet om at få mere grøn energi.

– Vi skal have mere fart på den grønne omstilling og udnytte alle muligheder, så det er helt oplagt at udnytte mulighederne i de mange tage, som står ubenyttet hen. Sætter vi solceller op, kan vi dække strømforbruget med lokal grøn strøm. Det vil både skabe en lokal grøn omstilling og gøre bygningernes klimamæssige fodaftryk grønnere, siger Susanne Juhl, der er formand for Hofors bestyrelse.

Disse kommuner og regioner er med i samarbejdet:

  • Ballerup Kommune, borgmester Jesper Würtzen (S)
  • Brøndby Kommune, borgmester Kent Max Magelund (S)
  • Dragør Kommune, borgmester Kenneth Gøtterup (K)
  • Glostrup Kommune, borgmester Kasper Damsgaard (S)
  • Herlev Kommune, borgmester Thomas Gyldal Petersen (S)
  • Hvidovre Kommune, borgmester Anders Wolf Andresen (SF)
  • Høje-Taastrup Kommune, borgmester Michael Ziegler (K)
  • Ishøj Kommune, borgmester Merete Amdisen (S)
  • Københavns Kommune, overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S)
  • Rødovre Kommune, borgmester Britt Jensen (S)
  • Vallensbæk Kommune, borgmester Henrik Rasmussen (K)
  • Tårnby Kommune, borgmester Allan S. Andersen (S)
  • Region Hovedstaden, næstformand Thomas Rohden (R)

 Følg samarbejdsprojektet på denne side: hofor.dk/solceller

Hofors solprojekter

Hofor har etableret solceller i mindre omfang på egne anlæg, som for eksempel vandværker i hovedstadsområdet. Hofor har herudover planer om en mindre solcellepark på en industrigrund på Parkstien i København. De større solcelleparker er mere effektive, men også mere pladskrævende og derfor ofte placeret uden for hovedstadsområdet på Sjælland og i resten af Danmark:

  • Fjenneslev ved Sorø – hvor Hofor har en stor solcellepark på vej, der vil kunne producere 204.000 megawatt-timer grøn strøm per år, der svarer til 50.000 husstandes forbrug
  • Kikkenborg nær Holstebro – her står der solpaneler på 26 hektar jord, der kan producere 20.000 megawatt-timer grøn strøm per år, svarende til godt 4.000 husstandes forbrug.
  • Vust Holme nær Fjerritslev – her står der solpaneler på knap 48 hektar jord, der kan producere 36.000 megawatt-timer grøn strøm per år, hvilket svarer til cirka 9.000 husstandes forbrug.

Uanset hvor solcelleparkerne ligger, vil strømmen – ligesom fra Hofors vindmøller – indgå i det fælles danske elnet og bidrage til, at den nationale CO2-udledning reduceres.

Kilde: Hofor.