
Der kan være nye boliger på vej oven på butikscentret Waterfront Shopping i Tuborg Havn i Hellerup.
Waterfront Shopping er tegnet af Vilhelm Lauritzen Architects og ejes af ejendomsselskabet Dades.
Indtil videre har flertal i både Byplanudvalget og Økonomiudvalget i Gentofte Kommune nikket ja til et lokalplantillæg, der skal gøre det muligt at opføre boliger i to etager oven på den eksisterende centerbebyggelse.
– Det giver mulighed for 26 nye boliger med et samlet areal på mellem 2.800 og 3.000 kvadratmeter, fortæller projektleder Christian Petersson fra Urban Partners, der forvalter ejendomme for Dades.
– Der vil være tale om 26 ens boliger med en størrelse på hver især 108 kvadratmeter, fortæller Christian Petersson, som oplyser, at der vil være tale om lejeboliger.
Formålet med planen er at skabe et mere blandet byområde, hvor boliger, butikker og andre funktioner kan ligge side om side. Projektet indebærer, at der kan opføres en tilbygning på anden og tredje etage af bygningen. Arkitektur og skala skal tilpasses den eksisterende bebyggelse i området.
Forslaget til lokalplanen var i offentlig høring fra slutningen af november 2025 til slutningen af januar 2026. I perioden blev der også afholdt et borgermøde, men kommunen modtog ingen høringssvar.
– Vi håber på, at vi kan gå i gang med byggeriet fra foråret 2027, fortæller Christian Petersson, som forventer, at de kommende boliger kan stå klar til indflytning i løbet af 2028.

Tidsplanen er der dog lidt usikkerhed omkring.
– Det er ikke et nemt sted at bygge ovenpå, så der er nogle ting omkring fremgangsmåde, som indtil videre er uafklarede, siger Christian Petersson.
Kommunen vurderer, at projektet vil bidrag positivt til den grønne omstilling, fordi der bygges videre på en eksisterende bygning frem for at udlægge nye arealer til byggeri. Samtidig forventes boliger oven på centret at skabe grundlag mere byliv i området ved Tuborg Havn.
Lokalplanen stiller ikke krav om, at en 25 procent af boligetagearealet skal være almene boliger.
Waterfront Shopping rummer i alt 38.000 kvadratmeter, herunder en parkeringskælder i to plan samt parkering i terræn med i alt 700 parkeringspladser. Selve butikscentret består af omkring 16.000 kvadratmeter butikker med 25 forretninger, caféer og et fitnesscenter samt omkring 4.000 kvadratmeter kontorer.





















