Danskerne er kvalitetsbevidste

Kvaliteten er langt vigtigere end prisen, når danske boligejere skal have udført arbejde i deres hjem. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra brancheorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne.

Danskerne er kvalitetsbevidste. Kilde: Befolkningsundersøgelse fra Tekniq Arbejdsgiverne og YouGov.
Danskerne er kvalitetsbevidste. Kilde: Befolkningsundersøgelse fra Tekniq Arbejdsgiverne og YouGov.

For mere end halvdelen af danskerne er det kvaliteten af arbejdet, som betyder mest, når de hyrer en håndværker. I en ny befolkningsundersøgelse fra Tekniq Arbejdsgiverne og YouGov blandt 2.000 danskere svarer 53 procent således, at arbejdets kvalitet er vigtigst for deres valg af håndværker, mens kun 20 procent peger på prisen. Det skriver brancheorganisationen i en pressemeddelelse.

– Det er positivt, at danskerne er så kvalitetsbevidste – især når det gælder autorisationskrævende arbejde på el- og vvs-installationer, hvor det kan have alvorlige konsekvenser for både sikkerhed og pengepung, hvis ikke arbejdet udføres korrekt, udtaler Simon O. Rasmussen, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne, i meddelelsen.

Han vurderer, at den økonomiske fremgang de senere år er med til at øge danskernes lyst til at sikre kvaliteten af det arbejde, der udføres i deres boliger.

– Når pengene er til rådighed, vil de fleste tilsyneladende gerne betale en smule ekstra for at få udført arbejdet korrekt, siger Simon O. Rasmussen.

– Ofte kan det bedst betale sig at fokusere på kvaliteten af håndværkernes arbejde. For det første er prisen sjældent meget højere end den, der skal betales hos en tilfældig klamphugger. Og for det andet, så kan det være en dyr fornøjelse, hvis ikke arbejdet udføres korrekt, og man efterfølgende må punge ud for at få rettet fejl eller give afslag i prisen, når boligen skal sælges – eller hvis fejlene resulterer i enten en vand- eller brandskade, siger Simon O. Rasmussen.