EDC Poul Erik Bech køber butik i Ishøj. Foto: PR.
EDC Poul Erik Bech køber butik i Ishøj. Foto: PR.

Boligbutikken EDC Claus Jensen har eksisteret siden 1991 og bliver nu en del af EDC Poul Erik Bech. Med overtagelsen følger også en ny indehaver i Jens Brønholt, fremgår det af en pressemeddelelse.

Jens Brønholt er i forvejen indehaver af EDC Poul Erik Bech i Vallensbæk Strand og har tidligere arbejdet som ejendomsmægler i Ishøj. Han skal i fremtiden drive begge boligbutikker.

– Købet af EDC i Ishøj giver os fine muligheder for at overtage et godt og spændende markedsområde, der i kombination med opkøbet af EDC Strandfelt i april med boligbutikker i Albertslund, Glostrup og Taastrup, giver os et stærkt grundlag for tættere samarbejde på tværs af byerne tæt på Ishøj Kommune, udtaler Jens Brønholt.

– I EDC Poul Erik Bech er vi således den eneste ejendomsmægler med boligbutikker i både Ishøj og Vallensbæk Strand. Jeg kommer til at indgå som medindehaver af begge boligbutikker samtidigt, og jeg glæder mig til at komme i gang og få etableret to gode forretninger i en veldrevet boligbutik og et spændende markedsområde, som jeg er sikker på, vi kan udvikle yderligere.

Han oplyser desuden, at lokalerne på Vejlebrovej 114 nu skal istandsættes med nye gulve, ny facade og helt nye møbler.

Poul Erik Bech har på 44 år opbygget Danmarks største mæglervirksomhed med 19 erhvervscentre, nu 75 boligbutikker og mere end 650 medarbejdere.

I den vestlige del af hovedstadsområdet har EDC Poul Erik Bech boligbutikker i Albertslund, Glostrup, Greve, Hedehusene og Taastrup.

– For os er det et yderst interessant område, da Ishøj giver os mulighed for i højere grad at binde de andre Vestegnsbutikker sammen. Med udvidelsen står vi endnu stærkere på Vestegnen, og vi ser frem til at kunne udnytte synergierne mellem den nye butik og vores omkringliggende butikker, udtaler Poul Erik Bech.