Ejendomsmægler Jesper Nielsen fyret fra egen kæde

Ejendomsmæglerkæden Jesper Nielsen bliver nu en del af Nykredit Mægler. Der er uforenelige forskelle på de ledelsesmæssige værdier, lyder forklaringen.

Ejendomsmægler Jesper Nielsen og Nykredit Mægler har siden 2019 haft et partnerskab og i fællesskab ejet selskabet Jesper Nielsen Franchisegiver.

Nykredit Mægler overtager nu rollen som franchisegiver i Jesper Nielsen-kæden fuldt ud. Det sker dags dato den 15. juni. Jesper Nielsen fratræder samtidig som direktør i selskabet med virkning fra dags dato. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

– Samarbejdet mellem Nykredit Mægler og Jesper Nielsen har klarlagt, at der er uforenelige forskelle på de ledelsesmæssige værdier mellem de to selskaber. Det er baggrunden for, at vi har valgt at stoppe samarbejdet, siger Peter J. Mattsen, direktør i Nykredit Mægler.

Jesper Nielsen-kæden er opbygget som et franchiseselskab, hvor selvstændige ejendomsmæglere ejer de lokale butikker, mens der samarbejdes under samme brand.

Kæden bliver en del af Nykredit Mægler ligesom Nybolig og Estate. Det betyder også, at Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen kommer til at skifte navn. Den proces sættes nu i gang, , fremgår det af pressemeddelelsen.

– Jesper Nielsen-kæden består af dygtige franchisetagere, og vi ser frem til at overtage det fulde ejerskab, så vores samarbejde med dem kan blive endnu tættere og stærkere, siger Peter J. Mattsen.

Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen blev i 2010 stiftet af Jesper Nielsen, der har været selvstændig ejendomsmægler siden 1996.

Inden samarbejdet mellem Nykredit Mægler og Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen blev søsat i 2019, havde sidstnævnte kæde blot tre butikker. I løbet af de seneste tre år er kæden dog vokset markant, og en ny butik i Vejle er nummer 18 i rækken.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling