AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen og deres to datterselskaber havde i 2022 en omsætning på 3,65 milliarder kroner, hvilket svarer til en vækst på 15 procent i forhold til året før. Det samlede selskab har et overskud på 150 millioner kroner i 2022, skriver entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.

– I 2022 har vi oplevet, at en pludselig krig er opstået og derefter inflation, energikrise, materialemangel og konkurser blandt vores samarbejdspartnere – i det lys er vi tilfredse med et overordnet resultat i Enemærke & Petersen på 150 millioner kroner og en forsat solid vækst på toplinjen. Indtjeningen ligger ikke langt fra det samlede resultat, som vi forventede for 2022. Og de forventninger blev jo skabt, da vi stadig var lykkeligt uvidende om de udfordringer, der dukkede op i 2022. Så efter et år som dette er vi tilfredse med vores resultat, udtaler administrerende direktør i Enemærke & Petersen, Troels Aggersbo, i meddelelsen.

Ifølge direktøren har 2022 budt på mange udefrakommende overraskelser i projekterne og for organisationen, der udover Enemærke & Petersen omfatter datterselskaberne Raunstrup og NemByg.

Den administrerende direktør er rolig, når han kigger i krystalkuglen for 2023. Han pointerer dog, at “der skal arbejdes for tingene”.

– Vi har haft en historisk høj tilgang af ordrer i 2022, så vi står med en særdeles solid ordrebog til årene, der kommer, og det giver en vis ro til at planlægge og trække i arbejdstøjet. Vi har behov for at holde et stærkt greb i vores eksekvering. Krig, inflation og høje energipriser går desværre ikke væk lige med det samme, så ligesom i 2022 kigger vi – og branchen som helhed – ind i et hårdt arbejdsår, udtaler han.

For Troels Aggersbo er udviklingen af organisationen og af nye forretningsområder en af nøglerne til at sikre aktivitet og indtjening på langt sigt.

– Vi har igangsat udviklingsindsatser i hele organisationen, som i sidste ende skal sikre det stramme greb om indtjeningen. Det er indsatser, der spænder fra nyt økonomisystem til kontinuerlig udvikling af organisationen og virksomhedens ledelse.

Han åbner desuden op for et helt nyt forretningsområde for Enemærke & Petersen:

– Vi har i løbet af 2021- 2022 opbygget et projekt- og ejendomsudviklingsteam og har rigtigt mange interessante boligudviklingsprojekter i støbeskeen og i jorden allerede. Blandt andet tager vi første spadestik til et ejendomsudviklingsprojekt i Ry, som Enemærke & Petersen har udviklet alene. Indsatsen skal sikre os på den lange bane, når den kommende recession rinder ud.