Politikerne i Dragør Kommune har på et møde i kommunalbestyrelsen den 26. september vedtaget en ny lokalplan for et erhvervsområde mellem Søndre Tangvej og Vierdiget.
Ifølge planen markerer den “begyndelsen på en byomdannelsesproces i Dragør Kommune”.
Dele af den eksisterende erhvervsbebyggelse i området vil blive revet ned for at gøre plads til nybyggeri, mens andre dele omdannes til boligbyggeri.
Blandt grundejerne området er arkitekt Leif Jørgensen og chefredaktør og indehaver af Dragør Nyt, Henrik Askø Stark. Både arkitektvirksomheden og lokalavisen har kontorer i området.
Læs også: Svensk Selskab vil bygge plejehjem og boliger på Amager Øst
Desuden er den Frederiksberg-baserede byggerådgiver og ejendomsudvikler Spadestik Byg ved Anders Due blandt grundejerne.
Sidstnævnte er primus motor i forbindelse med udviklingen af området, hvor der skal opføres i nybyggeri i tre etager med knap 50 nye lejligheder.
Lokalplanen stiller krav om, at lejlighederne gennemsnitligt ikke må være meget mere end 95 kvadratmeter store. Det er for at sikre et mere varieret boligudbud og dække behovene for ældre, unge og små husstande.
Bebyggelsesprocenten hæves til 80
Lokalplanforslaget giver også mulighed for etablering af nye offentlige parkeringspladser på Vierdiget. Parkeringspladserne på Vierdiget vil blive finansieret af bygherre gennem frivillige udbygningsaftaler med grundejerne, mens kommunen får ansvaret for at anlægge pladserne.
Til gengæld tillades en bebyggelsesprocent på 80, hvilket har krævet et kommuneplantillæg, da den gældende kommuneplan kun tillader en bebyggelsesprocent på 60.
– Men der er ikke modtaget høringssvar, som vedrører bebyggelsesprocenten, oplyste formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Helle Barth (V), på kommunalbestyrelsesmødet.
Læs også: Byggeriet af over 70 nye familieboliger på Amager er i gang
I alt 12 kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Socialdemokratiet, Konservative, Moderaterne, Venstre og Sydamagerlisten stemte for planen, mens de tre medlemmer fra Tværpolitisk Forening stemte imod.
– Jeg vil først gerne lige rose forvaltningen, for jeg synes, at det er en meget grundig udarbejdet lokalplan. Men vi stemmer jo ikke for den, fordi for os er det vigtigt at holde fast i den oprindelige bebyggelsesprocent på 60, sagde Anette Nyvang fra Tværpolitisk Forening.
– Vi synes, at 80 procent er for voldsomt, og det bliver for trangt nede i området, så derfor stemmer vi nej tak, fastslog hun.
Den holdning stod Tværpolitisk Forening dog alene med, så lokalplanen for byggeprojekterne er altså på plads.
Både boliger og erhverv
Det kommende boligområde ligger lige over for de godt 100 rækkehuse som Lind & Risør for få år siden byggede på grunden, hvor Vierdiget Skole lå, indtil den blev lukket i 2015.
Læs også: Amager Centret får flere skæve butikker
Det langsigtede mål med den nye lokalplan er at få skabt et boligområde med mulighed for erhverv, der er forenelige med boligformål.
Derfor skal området i omdannelsesperioden kunne rumme både eksisterende erhverv og nye etageboliger.
Omdannelsesprocessen fra erhverv- til boligområde forventes at forløbe i takt med, at virksomhederne nedlægges eller flytter fra området.
Parallelt med byomdannelsen ved Søndre Tangvej planlægges et nyt erhvervsområde i Dragør Nord, hvor virksomhederne får mulighed for at flytte til.