Bording ErhvervsPark har indgået en aftale med Engsig Transport, som lejer cirka 15.000 kvadratmeter lager og kontor i erhvervsparken.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra selskabet bag erhvervsparken, der ligger omkring fem kilometer øst for Ikast.
Aftalen træder i kraft den 1. december 2025 og markerer et af de største lejemål i området.
– Vi er utrolig glade for at kunne byde Engsig Transport velkommen til Bording ErhvervsPark, udtaler direktør for og indehaver af Bording ErhvervsPark, Søren Hvidberg.
– Der har været en rigtig positiv dialog gennem hele forhandlingsprocessen, og vi er allerede godt i gang med at etablere flere læsseramper, hvilket skal understøtte virksomhedens kernekompetencer inden for transport og logistik, udtaler direktør Søren Hvidberg fra Bording ErhvervsPark.
Engsig Transport fremhæver placeringen ved Herningmotorvejen og de mange anvendelige kvadratmeter som afgørende for beslutningen.
– Ejendommen har en rigtig god beliggenhed tæt på motorvejsnettet, hvilket giver os fine betingelser for at sikre en effektiv logistik og distribution, som kan være med til at skabe værdi for vores kunder. Derudover ser vi frem til at tage de mange fleksible kvadratmeter i brug, så vi kan udvikle vores forretning yderligere, siger direktør Leif Engsig.
Med den nye aftale forventes omkring 20 medarbejdere at få deres daglige arbejde i Bording ErhvervsPark.
Det giver samtidig grundlag for at arbejde videre med planerne om en fælles kantine for områdets virksomheder.
Bording ErhvervsPark blev etableret i 2020 i de tidligere Invita-lokaler, som selskabet samme år købte for 22,4 millioner kroner. Erhvervsparken ligger på en godt 40.000 kvadratmeter stor grund og rummer i dag mere end 21.000 kvadratmeter lokaler til produktion, lager og kontor. Her holder 16 virksomheder til.
Foruden erhvervsparken i Bording driver Søren Hvidberg også to erhvervsparker i henholdsvis Ølgod og østfynske Ullerslev.
Engsig Transport beskæftiger omkring 50 medarbejdere og leverer specialiserede transport- og logistikløsninger, blandt andet kørsel af skrøbeligt gods og hasteopgaver.























