Lundgaard & Tranbjerg Arkitekter med teknisk og faglig støtte fra BOGL, EKJ Rådgivende ingeniører og Broconsult er et af de fire hold i arkitektkonkurrencen om et nyt kyst- og lystfiskercenter på havnen i Assens. Foto: Assens Kommune.
Lundgaard & Tranbjerg Arkitekter med teknisk og faglig støtte fra BOGL, EKJ Rådgivende ingeniører og Broconsult er et af de fire hold i arkitektkonkurrencen om et nyt kyst- og lystfiskercenter på havnen i Assens. Foto: Assens Kommune.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Arkitektkonkurrencen om et nationalt kyst- og lystfiskercenter til 75 millioner kroner på Assens Havn blev skudt i gang i begyndelsen af året, og nu er feltet indsnævret til fire hold.

Det skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse.

– Det har været et utroligt stærkt felt af teams, som har ønsket at komme i betragtning til at forme og bygge Danmarks kommende Kyst- og Lystfiskercenter og alle udendørsfaciliteterne på Assens havn, fortæller formand for bedømmelseskomitéen og borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen (V).

Centeret er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Nordea-fonden, staten og Assens Kommune, og skal stå side om side med havets forunderlige verden og byde på oplevelser, der udvider gæsternes viden om livet og naturen under havoverfladen, samt hvordan vi passer på den.

Arkitektkonkurrencen er i fuld gang, og i forbindelse med prækvalifikationen har 15 teams meldt sig på banen – alle med et ønske om at få lov til at give deres bud på, hvordan centeret skal se ud, og hvordan det skal spille sammen med det gamle pakhus og de øvrige faciliteter på havnen.

Læs også: Trio køber del af gammel sukkerfabrik i Assens

– Vi har vurderet de forskellige teams ud fra en række forskellige kriterier, som de har fået point for. De fire teams, som nu går videre i konkurrencen er de teams, som samlet set har fået flest point, fortæller Søren Steen Andersen.

– Vi glæder os meget til at se, hvordan de forskellige teams vil skabe et vartegn med et stærkt og arkitektonisk udtryk, som ikonisk markerer sig på sin særlige placering på Midtermolen, midt i købstadens historiske havneområde. Ligeledes bliver det spændende at se, hvordan de fire teams vil integrere muligheder for at samles og nyde den smukke udsigt over Lillebælt og de omkringliggende øer.

Kyst- og Lystfiskercenteret i Assens udspringer af den nationale strategi for kyst- og lystfiskeri, som Assens Kommune er tovholder på.

Til juni vælger bedømmelseskomitéen, hvem der vinder arkitektkonkurrencen og dermed opgaven.

De fire tilbageværende hold i konkurrencen

  • 3XN med teknisk og faglig støtte fra Detblå, Henry Jensen Rådgivende Ingeniører og Bactocon.
  • Bjarke Ingels Group med teknisk og faglig støtte fra Ingeniør’ne og A1 Consult.
  • Arkitektfirmaet Kjaer & Richter med teknisk og faglig støtte fra Sted og Niras.
  • Lundgaard & Tranbjerg Arkitekter med teknisk og faglig støtte fra BOGL, EKJ Rådgivende ingeniører og Broconsult.
Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling