Fischer forventer overskud for første gang i mange år

Befæstigelsesproducenten Fischer var ved at blive udmanøvreret af konkurrenterne, men nu forventes overskud. Et strategi- og direktørskifte har banet vejen for et turnaround, der i 2020 igen vil give sorte tal på bundlinjen.

Administrerende direktør Niels Kold Nielsen blev i 2018 hentet ind fra konkurrenten ITW, for at bringe Fischer tilbage på rette spor. Foto: Fischer A/S.
Administrerende direktør Niels Kold Nielsen blev i 2018 hentet ind fra konkurrenten ITW, for at bringe Fischer tilbage på rette spor. Foto: Fischer A/S.

En ny direktør, ny strategi og markante udskiftninger i såvel medarbejderstaben som ledelsen har vendt bøtten hos den danske del af den internationale befæstigelsesproducent Fischer. Virksomheden har leveret til både forhandlere og direkte til byggeprojekter på flere store markeder i Europa samt USA og Asien og gik ind på det nordiske marked i 1989. Men succeserne fra udlandet kunne ikke overføres direkte til Danmark.

– Da Fischer gik ind på det danske marked, var der alt for stor tiltro til, at produkterne ville sælge sig selv, og for lidt fokus på hvilken strategi, der ville fungere i Norden. Det lukrerede konkurrenterne på, hvilket var ved at tage livet af den danske afdeling af virksomheden, siger Niels Kold Nielsen, der er administrerende direktør i Fischer Nordic.

– Fischer har altid været garant for gode produkter, men der var ikke noget koncept tilpasset Norden, og de nordiske afdelinger arbejdede ikke sammen. Der var brug for en ensretning af virksomhedens strategi.

Sorte tal på bundlinjen i 2020

Udviklingen gik først for alvor fremad i 2018 efter udskiftningen af 40 procent af medarbejderne. Niels Kold Nielsen var selv blandt de nytilkomne. Han blev hentet ind fra konkurrenterne ITW for at samle de nordiske afdelinger og effektuere den nye tilgang til markedet i virksomheden.

– Der var brug for en fornyelse af medarbejderstaben for at genopbygge tiltroen til virksomhedens strategi og for at kunne skabe forståelse for at arbejde mere i retning af samlede produktkoncepter, der klæder forhandlerne bedst muligt på, siger han.

– Vi har stort set genskabt vores image. Men det nytter ikke noget, hvis hverken vi eller vores forhandlere ved, hvad vores produkter kan, og er i stand til at formidle det videre til kunderne. Så det har været et klart fokus at få opkvalificeret vores medarbejdere og forhandlere.

For at færdiggøre sidste del af strategien, havde fischer for nyligt internt nordisk kick-off med undervisning i virksomhedens varesortiment, tekniske setup og digitale ydelser. I 2020 forventer Fischer Danmark igen at have sorte tal på bundlinjen.

Vil styrke forhandlerne forud for nedgang i byggebranchen

Byggebranchen har længe oplevet en fremgang i Norden, men tendenser fra resten af Europa kunne tyde på, at der snart vil ske en afmatning i markedet. Til forskel fra konkurrenterne reagerer Fischer ved at investere i fremtiden. Det gør de ved at udbygge lagerbeholdningen, udvikle nye produkter samt at rekruttere nye talenter fremfor at skære i medarbejderstaben.

– Vi vil bibeholde den vækst, forhandlerne har oplevet i fremgangsperioden. Og det gør vi bedst ved at bistå dem gennem leveringssikkerhed og kompetente medarbejdere, der kan rådgive og vejlede dem om vores produkter og koncepter, fortæller Niels Kold Nielsen.