Aros Forsikring gør blandt andet Guldsmeden Hotels og spillestedet Train selskab, når de i 2026 flytter ind i højhuset Höfn i Sydhavnskvarteret i Aarhus.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, der som rådgiver for Aros Forsikring har hjulpet selskabet med et finde de nye lokaler.
Aros Forsikrings første domicil var på Søndergade 10-12 i hjertet af Aarhus, og efterfølgende har det lokale forsikringsselskab i Aarhus haft domicil forskellige steder i byen, senest på Viby Ringvej, hvor de har holdt til siden 2008.
Selskabets domicil på Viby Ringvej blev for to år siden solgt til ejendomsselskabet Dades for godt 98 millioner kroner, og det er begyndt at knibe med pladsen, da antallet af medarbejdere er steget, fortæller Morten Dissing, administrerende direktør hos Aros Forsikring.
Læs også: A. Enggaard skal stå for byggeriet af nyt parkeringshus i Sydhavnskvarteret
Forsikringsselskabet beskæftiger omkring 90 medarbejdere på nuværende tidspunkt, og det antal forventes endda at stige i de kommende år, så derfor har forsikringsselskabet været på udkig efter et kontordomicil, hvor der er plads til at vokse.
– Aros Forsikring har oplevet stor kundetilgang de sidste mange år og som følge heraf er vi vokset på antallet af medarbejdere og det forventer vi også at gøre fremover. Derfor var det også en prioritet for os at have plads til at vækste, fortæller Morten Dissing.
– For os er det også vigtigt, at hver og en har deres egen arbejdsplads. Vi er en meget moderne og fleksibel arbejdsplads, hvor der bred mulighed for at arbejde hjemmefra, men for os handler det mest af alt om, at medarbejdere føler sig hjemme og at vi kan skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejderne har lyst til at møde ind.
Peter Thorsgaard, salgs- og udviklingschef hos A. Enggaard, der sammen med PKA står bag store dele af det nye byudviklingsprojekt i Sydhavnskvarteret, glæder sig over at lokale virksomheder, som Aros Forsikring, flytter ind i den nye bydel.
Læs også: Rejsegilde på kontortårn i Aarhus
– Vi ønsker at Sydhavnskvarteret bliver et særligt område af Aarhus, der skiller sig ud fra resten af Aarhus ved at kombinere kunst, kultur og fællesskaber på tværs af forskellige erhverv, og derfor er det også positivt at en lokalforankret virksomhed som Aros Forsikring bakker op om den nye bydel og ønsker at være en del af området, udtaler han.
Byggeriet af den 18 etager høje bygning med navnet Höfn er i fuld gang. Den opføres i et udviklingsområde, hvor der bygges tæt og højt.
– Aros Forsikring flytter ind på 12. og 13. etage af den bygning, hvor både det nye Guldsmeden Hotel og spillestedet Train også rykker ind. Derfor vil selve bygningen også komme til at fremstå med en unik og arkitektonisk identitet som bidrager til det moderne og urbane udtryk, der skal kendetegne den nye bydel, udtaler Frank Heskjær, Head of Retail hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus.