
I december 2018 indgik fonden aftale med Blackstones danske selskab, Kereby (dengang med navnet 360 North), om køb af ejendommene Den Sønderjyske By, Svalegården og Peter Bangs Hus.
Købsaftalen om de i alt alt 424 boliger til knap 1 milliard kroner blev senere ophævet på grund af en en retlig tvist mellem Frederiksberg Boligfond og en gruppe lejere.
Nu har Østre Landsret så givet Frederiksberg Boligfond medhold i en sag om, hvorvidt beboere i ejendommen Svalegården har forkøbsret til deres boliger.
Landsretten fastslår, at beboerne ikke har den forkøbsret, som sagen har handlet om.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra DEAS.
Sagen har været behandlet gennem flere år og har nu været for både byretten og landsretten.
Frederiksberg Boligfond har tidligere fået medhold i en lignende sag om Den Sønderjyske By ved byretten på Frederiksberg. Ifølge DEAS skaber landsrettens afgørelse nu klarhed om de juridiske rammer.
– Vi er tilfredse med, at landsretten har givet os medhold, og at vi nu får afklaret fondens økonomiske vilkår, udtaler Robert Spliid, der i går aftes blev valgt som ny bestyrelsesformand for Frederiksberg Boligfond, hvor han har afløst Flemming Brank.
– Samtidig er vi bevidste om, at sagen har haft stor betydning for mange af fondens beboere og er tilfredse med at Østre Landsret har fjernet denne usikkerhed for fondens fremtid, lyder det fra den nyvalgte bestyrelsesformand.
Frederiksberg Boligfond vil nu gennemgå dommen grundigt og orientere beboerne om, hvad afgørelsen betyder for dem.
Frederiksberg Boligfond er en erhvervsdrivende fond med base på Frederiksberg. Fonden ejer og forvalter mere end 1.700 boliger og arbejder for stabile, ordentlige og betalbare boliger med fokus på tryghed, vedligeholdelse og en ansvarlig drift på lang sigt.
Beboerne i Peter Bangs Hus benyttede til gengæld en mulighed for at købe boligerne og stifte en andelsforening i februar 2019.






















