
Assens Kommune har netop indgået en aftale med Banedanmark om at købe den 29 kilometer lange jernbanestrækning mellem Tommerup Stationsby og Assens for 0 kroner.
Det oplyser den fynske kommune i en pressemeddelelse.
Der har ikke kørt tog på jernbaneskinnerne siden begyndelsen af 1980’erne. Ifølge den kommunen har strækningen til gengæld været anvendt af borgere og turister på de populære skinnecykler.
Men nu skal det gamle banelegeme kunne benyttes både af vandrere og skinnecykler på hver sin strækning.
I første omgang ventes arbejdet med muligheden for at etablere sti på strækningen mellem Glamsbjerg og Flemløse.

– Med erhvervelsen af den gamle banestrækning vil borgere og turister få helt nye og spændende muligheder for at vandre uforstyrret gennem vores smukke vestfynske natur, udtaler borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen (V).
Stiforløbet på den gamle banestrækning er tænkt ind som en del af en sammenhængende vandrerute med navnet ”Assinoen”. Lokalrådene i Assens Kommune har udarbejdet en vision for ruten.
Byrådet i Assens Kommune har i budget 2022-2025 afsat 8 millioner kroner til sti på banestrækningen og Lillebæltssti.
Arbejdet med den første etape mellem Glamsbjerg og Flemløse forventes at gå i gang allerede i år.