I dag sender Garmin Nordic GPS-teknologier ud til kunder inden for blandt andet luftfart, marine og sport fra deres nuværende hovedkontor i Allerød.
Om ganske få år vil virksomheden komme tættere flytte ind i et nyopført domicil med både lager og kontor fordelt på i alt 6.000 kvadratmeter på Pederstrupvej i Ballerup.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Colliers, som har hjulpet med at finde placeringen.
Ifølge Colliers har Garmin i Norden haft markant vokseværk gennem de seneste ti år. Virksomheden har nået deres maksimale kapacitet i forhold til at udnytte deres nuværende hovedkontor i Allerød.
Jagten har derfor været sat ind på en placering, som både passede til virksomhedens medarbejderbehov og ikke mindst det stigende lagerbehov.
Og det har ikke været nemt i en tid, hvor industri- og logistikejendomme fylder meget på ejendomsmarkedet.
– De seneste år har tomgangsniveauet på erhvervsejendomme i Storkøbenhavn ligget på omkring 2-3 procent, hvilket er historisk lavt. Det betyder også, også at udbuddet af egnede ejendomme til Garmin har været begrænset, udtaler Michael Peter Hansen, erhvervsmægler ved Colliers.
Læs også: Nyindrettede kontorer klar til fremvisning i højhus i Ballerup
Helle Andersen, director og erhvervsmægler ved Colliers, fortæller, at man undervejs har måttet ændre strategi.
– Indledningsvist kiggede vi efter eksisterende bygninger, men som søgningen skred frem og efter vi ikke havde fundet den optimale lokation, sadlede vi om og begyndte at kigge efter byggegrunde i stedet. Ballerup var ønskescenariet og vi fandt en egnet grund tæt på motorvejsnettet, som vil sikre Garmin optimale betingelser på logistikfronten, fortæller Helle Andersen, director og erhvervsmægler ved Colliers.
Med det nye domicil i Ballerup udvider Garmin betydeligt. Udvidelse omfatter både lager- og kontorlokaler og som skal bidrage til at understøtte deres vækst.
– Vi opfører et moderne domicil, som udover at understøtte forretningsudviklingen også skal være med til at sætte os forrest i forhold til rekruttering af medarbejdere. Vi skal kunne tilbyde de bedste rammer for vores medarbejdere på alle fronter, og det skal det nye domicil i høj grad også være med til at sikre, fortæller Garmins Nordiske direktør for Operations, Jeppe Hagedorn.
Garmin forventer at færdiggøre deres nye anlæg i fjerde kvartal 2025, hvorfor de nu fokuserer på en smidig overgang fra deres nuværende placering til de nye faciliteter.
Det nye domicil er tegnet af GPP Arkitekter.