Lokalplan baner vej for nye parcel- og rækkehuse ved Lindenborgvej og Hjulby Sø i det vestlige Nyborg. Foto fra lokalplanen.
Lokalplan baner vej for nye parcel- og rækkehuse ved Lindenborgvej og Hjulby Sø i det vestlige Nyborg. Foto fra lokalplanen.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Byrådet i Nyborg har endeligt vedtaget lokalplanen for et 53.000 kvadratmeter stort areal ved Lindenborgvej og tæt på Hjulby Sø i det vestlige Nyborg. Lokalplanen giver mulighed for, at der kan bygges omkring 22 parcelhuse og otte rækkehuse i området.

De nye parcelhusgrunde bliver mellem udstykkes med en grundstørrelse på 700 og 1.000 kvadratmeter store, mens rækkehusgrundene som minimum bliver 250 kvadratmeter store.

Tagfladerne på de kommende boliger skal som udgangspunkt være flade eller udført med ensidig taghældning. Lokalplanen giver dog mulighed for at boliger opført i ét plan kan udføres med sadeltag med en maksimal hældning på 30 grader. Det betyder nemlig, at der både kan opføres typehuse og huse med et mere individuelt og moderne formsprog, fremgår det af lokalplanen.

Tagbeklædningen på de kommende huse må ikke være reflekterende og må kun udføres med tagsten af tegl, eternitskifer, naturskifer, betontagsten eller matte umalede metalplader. Desuden åbner lokalplanen mulighed for grønne tage med bevoksning af græs og urter, eksempelvis mos, sedum eller lignende.

Efter et par år med let faldende befolkningstal voksede Nyborg Kommune ifølge Danmarks Statistik i 2021 med 165 indbyggere, og kommunen er ved at løbe tør for parcel- og rækkehusgrunde. Særligt i den vestlige del af byen mangler der varer på hylderne.

– Så det er rigtigt fint, at vi kommer i gang, sagde formand for Teknik- og Miljøudvalget, Søren Svendsen (V), på byrådsmødet den 31. maj.

– Det kommer til at ligge rigtigt fint, og det vil være et forstykke for den store plan, vi nu går i gang med, sagde han videre med henvisning til, at området vest for lokalplanområdet også vil blive inddraget til nyt boligområde.

I Kommuneplan 2021 er området mellem Lindenborgvej, Hjulbyvej, Fynsvej og Hjulby Sø således reserveret som fremtidigt byudviklingsområde. Nyborg Kommune går allerede i løbet af 2022 i gang med de indledende arbejder med udvikling af området.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling