Grønt lys til 65 studieboliger på Frederiksberg

På Frederiksberg skal der pustes nyt liv i en tom erhvervsejendom, som efter planen skal omdannes til knap 1.500 kvadratmeter studieboliger.

Tom erhvervsejendom på H.V. Nyholms Vej 7 på Frederiksberg skal omdannes til studieboliger. Foto: Danielsen Architecture.
Tom erhvervsejendom på H.V. Nyholms Vej 7 på Frederiksberg skal omdannes til studieboliger. Foto: Danielsen Architecture.

Frederiksberg Kommune har givet grønt lys til at omdanne en tom erhvervsejendom på H. V. Nyholms Vej 7 til 65 nye studieboliger.

Boligerne med et samlet bruttoetageareal på knap 1.500 kvadratmeter etableres med eget køkken og bad i den eksisterende bygning, der tidligere har været anvendt til kontor og senest som fitnesscenter.

Beslutningen blev truffet af Klima-, Plan- og Boligudvalget, som samtidig godkendte, at bygherren tinglyser en deklaration, der sikrer, at boligerne forbeholdes studerende.

Projektet kan gennemføres inden for kommuneplanens rammer, selv om der ikke er en lokalplan for området. Til gengæld lever projektet ikke op til kravet om seks bilparkeringspladser. Udvalget har derfor givet dispensation mod, at bygherren indbetaler godt 1,5 millioner kroner til kommunens parkeringsfond.

Ejendommen ejes af Remien Ejendomme. Bygningen ligger i et område domineret af boliger tæt på både Lindevangsgården og uddannelsesinstitutioner, herunder Copenhagen Business School.

Tom erhvervsejendom på H.V. Nyholms Vej 7 på Frederiksberg skal omdannes til studieboliger. Illustration: Danielsen Architecture.
Tom erhvervsejendom på H.V. Nyholms Vej 7 på Frederiksberg skal omdannes til studieboliger. Illustration: Danielsen Architecture.

Danielsen Architecture har udarbejdet skitser for den forestående ombygning af ejendommen.

Omdannelsen indebærer blandt andet etablering af nye fællesarealer i kælderen, opgradering af gårdrummet med mere beplantning samt ændringer af facaden med nye vinduer og franske altaner. Den eksisterende elevator flyttes ind i bygningen, hvilket giver plads til en grøn kantzone mod gaden.

Forvaltningen vurderer, at projektet vil styrke bylivet og tilføre området flere mindre boliger målrettet studerende. Samtidig lægges der vægt på gode opholdsarealer frem for etablering af parkering, hvilket vurderes hensigtsmæssigt for denne boligtype.

Udvalget noterede desuden, at det ikke er muligt at stille krav om almene boliger i denne type ombygning efter gældende lovgivning. Politikerne har derfor bedt forvaltningen undersøge, om reglerne kan ændres, blandt andet gennem dialog med ministeren.

Tilmeld Nyhedsbrev