Helsingør Dagblad flytter ind i nyt kontorfællesskab

Helsingør Dagblad bliver den første nye lejer i et nyetableret kontorfællesskab i en 160 år gammel ejendom på Sophie Brahes Gade 50 midt i Helsingør.

I foråret 2024 flytter Helsingør Dagblad ind i en gammel ejendom på Sophie Brahes Gade 50 midt i Helsingør, og det lokale dagblad forlader dermed lokalerne på H.P. Christensens Vej i den vestlige del af byen, hvor journalister i årtier har haft deres daglige gang.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, som har formidlet lejeaftalen, og som står også for udlejningen af den resterende del af kontorfællesskabet.

Erhvervsmæglerne oplyser, at Helsingør Dagblad bliver den første lejer i det nye kontorfællesskab i Wiibroes gamle bryghus.

Helsingør Dagblad blev i 2020 opkøbt af mediekoncernen JFM, som udgiver i alt 15 dagblade og 54 ugeaviser. Ifølge Frank Lundgaard Nielsen, driftschef hos JFM, har flytningen været undervejs siden 2020 opkøbet.

– Vi har en ambition om at være tæt på, hvor det sker. Derfor har vi, siden vi overtog dagbladet i 2020, kigget efter en placering i hjertet af Helsingør, og vi har været rundt og kigge på mange lejemål, men det har været svært at finde det helt rigtige match. Vi har haft det gamle Wiibroe bryghus op og vende tidligere. Nu hvor ejendommen bliver moderniseret, og vi kan være med til at sætte vores præg på indretningen, vil vi få muligheden for at få det præcis, som vi ønsker det, udtaler han.

Helsingør Dagblad overtager de nye lokaler i kontorfællesskabet den 1. marts 2024 og forventer at flytte ind på det nye kontor i slutningen af marts.

Den gamle ejendom på Sophie Brahes Gade 50 midt i Helsingør er blevet omdannet til kontorfællesskab. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland.
Den gamle ejendom på Sophie Brahes Gade 50 midt i Helsingør er blevet omdannet til kontorfællesskab. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland.

Historisk og arkitektonisk ejendom

Den store rødmurstensejendom er oprindeligt opført i 1861, da Carl Wiibroe opførte bryggeriet efter Øresundsforeningens ejendom på adressen var brændt ned. Historien går dog endnu længere tilbage.

– Det er en meget markant ejendom i midten af Helsingør, som heldigvis har bibeholdt mange af de arkitektoniske detaljer fra fortiden. På adressen har Sophie Brahe, lillesøster til Tycho Brahe, boet fra 1616 til 1643, heraf vejnavnet. I over 100 år blev der brygget øl på adressen, men i 1986 blev de gamle bygninger revet ned med undtagelse af det bevaringsværdige bryg- og malthus. Ejendommen står i dag tilbage med ydermurene og den kamtakkede gavl bevaret, mens bryghuset blev fredet på grund af Sophie Brahes tilknytning til stedet og der er også opsat en mindeplade for Sophie Brahe, udtaler Stephen Berthelsen, partner og erhvervschef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland.

Nyetableret kontorfællesskab

Senest har Sygeforsikringen “danmark” haft domicil i ejendommen. Da de flyttede ud i 2022, blev et større renoveringsprojekt sat i gang med henblik på at transformere ejendommen til et kontorfællesskab. Det har ifølge Frank Lundgaard Nielsen hidtil været en mangelvare i Helsingør.

Den gamle ejendom på Sophie Brahes Gade 50 midt i Helsingør er blevet omdannet til kontorfællesskab. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland.
Den gamle ejendom på Sophie Brahes Gade 50 midt i Helsingør er blevet omdannet til kontorfællesskab. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland.

– Det har ikke været nemt at finde et nyt lokale til vores lokale redaktion i Helsingør, men det nyetablerede kontorfællesskab i midten af byen er præcis dét, som vi har været på udkig efter, siger han, og udtrykker forhåbning om, at andre virksomheder vil lade sig inspirere til at flytte ind i ejendommen.

Stephen Berthelsen oplever pæn interesse for kontorfællesskabet, lyder det.

– Vi ser en stigende interesse for kontorfællesskaber på tværs af landet, og det gælder også i Helsingør, hvor både virksomheder udenbys fra, men især lokale virksomheder har vist stor interesse for kontorfællesskabet. Placeringen er ideel og rammerne er fantastiske med mulighed for at præge indretningen. Kontorer varierer i størrelse fra 254-2.133 kvadratmeter, og det er også muligt, at leje sig ind på en enkelt plads i Open Space-zonerne, siger han.

Indehaver af ejendommen er ifølge de offentlige registre Pensionskassen For Sygeplejersker.