Det tidligere Comwell Grand Park Hotel på Ørnumsvej 6 i Korsør er sat til salg.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, som skal formidle salget af hotel- og konferencecenteret til en pris på 110 millioner kroner.
3F købte i december 2021 ejendommen for 84,5 millioner kroner. Fagforbundet ville i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Sted og Vita at skabe en ny forbundsskole, som efter planen skulle åbne i år.
– Men vi må erkende, at matchet ikke var det rigtige. Det krævede ganske simpelt en mere omfattende renovering end først antaget. Samtidig ville det være synd at lave alt for meget om og begynde at rive bygningerne ned, når de faktisk er utrolig velholdte og egner sig perfekt til at være et hotel- og konkurrencecenter. Derfor har vi droppet projektet om en forbundsskole og besluttet os for at sælge ejendommen igen, udtaler Henrik Voelsberg, driftschef hos 3F.
– Vi har renoveret to af værelserne og givet dem en makeover. Det kan eventuelt give anledning til at fortsætte i samme stil med de resterende værelser og gøre hotel- og konferencecenteret endnu mere lækkert, end det er i forvejen. Vi håber, at en ny køber kan se det store potentiale, som vi så for et par år siden, og vil genåbne hotel- og konferencecenteret, som det fortjener, uddyber han.
Hotel- og konferencecenteret omfatter knap 9.715 kvadratmeter, som fordeler sig på 134 værelser, konferencelokaler, mødelokaler, restaurant med industrikøkken, spa-område og en ældre og to bygninger, der tidligere har været en del af Taarnborg Gods.
Læs også: Momentum for dansk turisme skal udnyttes
– Den smukke natur i området egner sig perfekt til vandreture, cykelture og andre udendørsaktiviteter. Samtidig er hotellet ideelt beliggende tæt på Storebæltsbroen og Vestmotorvejen, der giver nem adgang til både hovedstadsområdet og vest over mod Fyn og Jylland. Dermed egner hotel- og konferencecenteret sig også rigtig godt til virksomheder, der skal afholde teambuilding eller andre arrangementer, udtaler Thomas Hansen, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Vestsjælland.
– Hotellet ligger lige ved siden af en af Danmarks smukkeste golfbaner, så dermed kan man også tiltrække golfentusiaster, uddyber han og påpeger, at dansk turisme har oplevet et boom i tiden efter corona med rekordmange overnatninger i 2023.
– Det smitter af på investeringslysten, hvor vi oplever stor efterspørgsel og opmærksomhed på hotelområdet, senest med salget af Hornbæk Hospital, som er ved at blive omdannet til et luksusbadehotel, udtaler Thomas Hansen.
– Det har resulteret i, at vi har oprettet en dedikeret hotelgruppe, som giver en endnu mere struktureret rådgivnings- og salgsproces på hotelområdet, slutter Thomas Hansen.