Ingen afgørelse i sag om nedrivning af bevaringsværdig villa i Svendborg

Ejeren vil nedrive bevaringsværdig villa fra 1910, så der kan bygges rækkehuse på grunden. Politikere sender sagen til behandling i arkitekturråd.

En villa fra 1910 på Mølmarksvej 19 i Svendborg står over for en usikker fremtid.

I marts 2025 blev huset for 3,8 millioner kroner overtaget fra et dødsbo af et lokalt ejendomsselskab med blandt andet ejendomsinvestor Steffen Larsen i ejerkredsen.

Selskabet vil rive huset ned for at opføre rækkehuse på den cirka 4.200 store grund, men bygningen er vurderet som bevaringsværdig, og kommunen tøver med at give grønt lys til nedrivningen.

Kommunens administration anbefaler, at villaen bevares, men at der i forbindelse med en ny planlægning kan åbnes mulighed for ekstra byggeri, som respekterer områdets karakter.

Plan- og Lokalsamfundsudvalget har drøftet sagen. Her var der flertal for at sende den til vurdering hos Arkitekturrådet, men udvalgsmedlemmerne Per Nykjær Jensen (LA) og Ib Knudsen (EL) benyttede standsningsretten og begærede sagen til behandling i kommunalbestyrelsen.

– Da jeg kom til mødet i Plan- og Lokalsamfundsudvalget formodede jeg, at der ville være et flertal for at nedlægge et § 14-forbud, sagde Ib Knudsen, da sagen så var på dagsordenen på et møde i kommunalbestyrelsen den 7. oktober.

– Vi havde på forhånd i Enhedslisten besluttet, at hvis der ikke blev nedlagt et § 14 forbud, ville vi bruge standsningsretten og begære sagen her i kommunalbestyrelsen, sagde han videre, og påpegede, at en udtalelse fra Arkitekturrådet under alle omstændigheder ikke kommer til at ændre på Enhedslisten holdning og beslutning i forhold til sagen.

Lige lidt hjalp det. Et stort flertal i kommunalbestyrelsen besluttede ligeledes at sende sagen videre til Arkitekturrådet. Kun ét medlem stemte imod, mens tre undlod at stemme.

Dermed er beslutningen om villaens fremtid endnu ikke truffet. Kommunen skal nu vurdere, om huset skal beskyttes gennem et forbud mod nedrivning efter planloven, eller om der kan gives tilladelse til nedrivning efter en høringsrunde.

Projekt med nye rækkehuse på grunden kræver desuden både en ny lokalplan og en ændring af kommuneplanen, da området i dag kun er udlagt til åben-lav bebyggelse, som typisk betyder parcelhuse.

Ejendommen er udpeget med en bevaringsværdi på 4 på den såkaldte SAVE-skala, hvor 1 dækker over fredede bygninger og 9 over bygninger uden arkitektonisk værdi. En vurdering på 4 betyder, at huset har både arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter, der gør det værd at bevare.

Villaen er ifølge Svendborg Kommune opført i nationalromantisk stil og ligger i et område præget af store ældre huse og grønne omgivelser tæt ved Christiansmøllen, som er et af byens vartegn. Bygningen fremstår ifølge kommunen misligholdt, men vurderes at kunne istandsættes, da mange af skaderne vurderes at være overfladiske.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling